Første gang jeg smagte en bøffelmozzarella, som den burde smage, var Hos Fischer på Østerbro i begyndelsen af århundredet, nærmere bestemt i 2007.

Det mathvide, silkebløde bævende ydre og det saftige, cremede kridhvide indre, der åbenbarede sig i to tykke halvmåner, da kniven ramte. Smagen var både jomfruelig, salt, fersk og alligevel umiskendeligt sin egen. Indtil da havde jeg kun haft mellemfornøjelsen af de triste, faste og fuldstændig kønsløse af slagsen, som kan købes i ethvert supermarked. Det har jeg til gengæld ikke gjort siden.