Som madanmelder modtager jeg dagligt beskeder i indbakken, hvor afsenderen beder om råd til, hvor de skal gå ud at spise. Hvad er et godt sted til en hemmelig date (Den Røde Cottage, bordet bag baren på Tata/Sanders, det skæve hjørnebord på Safari. Derudover kirker, Sverige, alle brune værtshuse på Østerbro), til polterabend (Gorilla), til vegetaren (Apollo, Gaarden & Gaden, Nr. 30, Noma) osv.
Over det seneste år er der kommet overraskende mange mails, hvor folk specifikt spørger til græske restauranter. Grækenland har i årtier været et af danskernes foretrukne rejsemål, alligevel er det nærmest umuligt at opdrive en god græsk restaurant herhjemme. Så hvor jeg næsten altid kan finde oplagte svar på de første spørgsmål, er jeg kommet til kort på de græske.


























