I Danmark har vi et alt for protestantisk forhold til mayonnaise. Det gik op for mig forleden, da jeg spiste en skinkesandwich hos Alice på Amagerbro og først tænkte, at det var en fejl, at hver en bid klemte små hvide roser ud mellem brødet.
Men Alice laver aldrig fejl, og i virkeligheden nød jeg det, mens det mindede mig om at spise sandwich i Frankrig, hvor de smører den kogte skinke med katolsk schwung. Alice havde forstået det. Man kan få for meget mayonnaise, men det er meget nemmere at få for lidt.


























