Charlottehaven er et eksklusivt byggeri på Østerbro. Det ligger på den gamle Kryolitgrund mellem Gl. Kalkbrænderivej, Strandboulevarden og Hjørringgade - ved Nordhavn Station, der aldrig har været specielt eksklusiv. Faktisk var den i denne cafékontrollants gymnasietid i visse øjnes så problematisk et påstigningssted, at en af mine mere snobbede klassekammerater gerne gik ti minutter tidligere hjemmefra om morgenen for at kunne påmønstre S-toget ved Østerport og dermed sende rigtigere signaler. Men schwamm darüber, som vi gamle nysproglige studenter siger: I dag er Nordhavn så celebert som noget, og Charlottehaven tilbyder udover husly til de mere velbeslåede også motionscenter med svømmebassin, daginstitution, konferencecenter, rengøringshjælp og andre velfærdsydelser til sine beboere. Og naturligvis også en café med såvel café- som aftenmenu til det kræsne klientel af stedets beboere samt tilløbere fra det omkringliggende kvarter, hvor der engang boede havnearbejdere. Tanken med Café Charlottehaven er velsagtens den, at den både skal fungere som almindelig café og som en slags beboerkantine. Og det gør den. Da vi besøgte stedet, var publikum tydeligt en skønsom blanding af interne og eksterne spisende. Der har i noget tid gået frasagn i byen om, at man spiser aldeles glimrende i Charlottehaven - til rimelige priser. Og at stedet i det hele taget befinder sig i den absolut øvre ende af byens caféspektrum. Det er fuldstændig korrekt. Selv om caféen ved første øjekast ligner en svømmehals-café - dog i den fancy ende - er der tale om et toptunet etablissement med rigtig god mad. Kortet indeholder det hele: Morgenmad, brunch, frokost, kaffe, kage, sandwich, burger, salat og det store hollandske udtræk om aftenen. Udvalget af drikkevarer er fint om end begrænset. Det samme kan også siges om café-menukortet. Men det er dækkende. For cafémenuens vedkommende yder man den fine service at skrive energifordeling og kalorieindhold på. Hvilket mange andre kunne skrive sig bag øret, idet ikke så få mennesker faktisk interesserer sig for den ernæringsmæssige værdi af det, de putter i munden. Stedets burger (95 kroner) er alene grund til at komme forbi. Serveret i en mørk muffinlignende bolle med en flamboyant rød chili stukket ned i toppen, tilbehør af ristede kartofler og lidt grønt samt en uhyre delikat mayo-dyppelse smagt til med chipotle - røgede hammerstærke chilier. »Det er den hidtil bedste burger, jeg har fået«, lød dommen. En kyllingesandwich med en mango-ingefær-chutney (75 kroner) fik også topkarakter, og thaisalaten med oksekød (90 kroner) var intet mindre end fremragende. Rigelig og tilpas stærkt krydret. Café Charlottehaven tilbyder også en dagens ret. Vi fik frikadeller med skysovs, kartofler og agurkesalat (89 kroner), som vor mor laver dem; hvis altså hun har kridtet de gastronomiske støvler og ikke går på kompromis. En virkelig veltillavet gang hverdagsmad. Serveringen var hurtig og venlig, så man ikke behøver at stirre sig mæt på svømmerne i bassinet. Og kaffen efter maden kom prompte og var helt efter bogen med både rørsukker og lidt kvalitetschokolade på underkoppen. Skulle man indvende noget, og det skal man jo, kan man sige, at Café Charlottehaven måske mangler lidt identitet. Der er en lille smule kantine over stedet trods levende lys, kunst på væggene og moderne arkitektur. Men det er kun en skønhedsplet, og savner man det virkelige pulveriserende liv, kan man jo altid smutte forbi Aldi i Østbanegade på vejen hjem. Derfor får Café Charlottehaven, der i øvrigt har et særligt børnehjørne med legetøj og tegneudstyr, fire meget store kopper.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
»Nu er vi sparket tilbage til start«: Yderst effektivt våben mod SMS-svindel bliver stoppet
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























