På Amager kalder man tingene ved deres rette navn. Butiksfacaderne skilter med Madsens tobak- og vinhandel eller Amagers Fiskehus. Ikke noget med at kalde sig Dag H eller Fandango som på Østerbro. Vi er langt fra de kanter.
En slagter hedder slagter, og en café hedder café, som de fire store bogstaver siger over døren til Café Under Elmene på hjørnet af Amager Boulevard og Under Elmene.




























