Mens Københavns Kommune har sine problemer med at få vekslet Kløvermarkens grønne arealer til attraktive byggegrunde, er der mere gang i klondikekulturen lidt længere ude i Amagers rustne havneindustriområde. Når man har passeret Kløvermarken og kolonihaverne og bevæget sig dybere ind i det industrielle wasteland med Amagerværket som sigtepunkt, ender man i et højst overraskende strandmiljø omkring Copenhagen Cable Park.
Som en opdagelsesrejsende, der støder på en skjult stammebefolkning midt i junglen, befinder man sig pludselig i et levende surfersamfund, hvor våddragterne står i kø med et bræt under armen for at blive trukket efter et mekanisk kabeltræk, der cirkler rundt i havnebassinet, mens bikinikroppe fylder liggestolene i strandsandet mellem solterrasserne.




























