Ophørsudsalg, slagtilbud, 20 procent rabat, tre for ens pris. Strøgbutikkerne falbyder deres varer, så man bliver helt rundtosset og må tage et pitstop under julegavejagten.
Til det formål ligger Café Sari centralt placeret på Nytorv i lokaler, der indtil i sommer hed Restaurant Domhuskælderen. Man kan stadig få smørrebrød, men ellers er der ikke meget gammel dansk tilbage over spisestedet i kælderen på Nytorv. Her er en lang bar, bløde bænke, farvestrålende røde og limefarvede lamper over kvadratiske borde og i alt 100 siddepladser.





























