Julian hedder restauranten, der holder til på første sal i Nationalmuseet.
I weekenderne er stedet lidt af et tilløbsstykke: Folk ringer ofte flere dage i forvejen for at reservere bord til den klimavenlige brunch, der er kunstfærdigt anrettet med friske krydderurter og breder sig ud over flere borde i den ene ende af lokalet. Denne søndag formiddag får Politiken lige akkurat tiltusket sig det sidste par ledige stole på den fuldt besatte repos, hvorfra der er udsigt til en morgenfrisk gruppefotografering i museets forhal. Hovedbanegården light Akustikken minder om en lightversion af myldretid på Hovedbanegården: Her er lyde fra alle sider. Klirrende tallerkener. Skramlende stole. Klikkende hæle fra de flokke af gæster, der glider frem og tilbage mellem bordene og buffeten. Det giver en atmosfære, hvor det er lidt svært at slappe af. Omgivelserne inviterer heller ikke til det. Her er nu stilet nok. Bordene er nyvaskede – pyntet med enlige blomster i slanke vaser – og skinner kridhvidt i det klare sollys fra glastaget, hvilket giver stedet et lidt sterilt præg. Bortset fra at restauratørens svendebrev hænger på væggen sammen med et par indrammede breve og avisklip, er her ikke videre personligt.
