Det er lidt underligt. Københavns antal af homoseksuelle cafeer kan tælles på to hænder (inklusive nicher for lesbiske og de fængsels- og læderfascinerede).Med andre ord er konkurrencen svag i et ellers stort københavnsk, sjællandsk og sydskånsk marked. Langt størstedelen af cafeerne rækker kun væsker over baren. Og de få med køkken i baglokalet er uhyre traditionelle - på trods af, at trendforskere konstant proklamerer, at minoriteten ellers er så modebevidste, rige og kvalitetsorienterede. Oscar Bar Café på Rådhuspladsen hører til den eksklusive håndfuld med tallerkener på bordet. Og så er Oscar den café, der så afgjort er homomiljøets 'pæneste' og bredest favnende. Et sted, hvor man snildt kunne invitere familien på kaffe uden at risikere tjenere med falsetstemmer og håndjern i bæltet. Klientellet er ekstremt bredt. Nærmest folkeligt. Denne onsdag var det alt fra en modelklædt, feminin, storsms'ende 17-årig fyr, nogle velnærede kvinder og mænd på den anden side af 50. Glemmer man seksualiteten, er Oscar med de gule vægge, afdæmpede belysning og de umage sofaer en ganske ordinær café. »Den kunne egentlig lige så godt ligge i Odense«, konstaterede min oprindeligt fynske medspiser. Menukortet - burger, sandwich og salater - kunne også være kreeret hvor som helst i landet. Kreativiteten så ud til at koncentrere sig om dagens retter på tavlen, så vi hoppede ud i oksefileten til 99 kr., der var vovet farseret med chorizopølse, rygeost og abrikoser (!). Alt for vovet, faktisk. Det kedelige kød smagte kun af farseringen - eller rettere: af svinefedt og paprika fra pølsen. En smag, der slet ikke matchede den syrlige og dårligt nedkogte rødvinssauce. Tilbehøret, ristede kartofler, der endnu var bløde, og en bunke totalt ligegyldige champignoner, gjorde kun ondt værre. Heller ikke salaten med 'mousse af gedeost' med honning til 59 kr. imponerede. Den urterørte ost på brødskriverne fremstod ustyrlig kedsommelig - som tyktsmurte franskbrødsmadder med pikantost fra Buko. Bedst var dagens nudelret med grønt og oksekød - der var betydelig mere mørt end selve okseretten - til 79 kr. Bare synd, at man ikke kunne smage den annoncerede limefrugt, for syre var det eneste, den lidt fedladne portion manglede. Fra højttaleren bølgede Michael Learns To Rock med 'The Actor', og den 17-åriges slyngveninder sad nu helt åbenlyst og lagde makeup. Kedeligt for dem og kaffetid for os. Og herfra gik resten af aftenen fint for Oscar. Espressoen var fremragende (15 kr.) og chokoladekagen med nødder aldeles glimrende. Og billig - kun 26 kr. Ligesom vinen i øvrigt, en simpel og frugtig Provencerosé til 28 kr. glasset. Men det er bare ikke nok. Det er heller ikke nok, at Oscar - nok så prisværdigt i øvrigt - er normalitetens åndehul i det københavnske homomiljø.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
K-profil er lunken ved regeringens valg som ny formand for Folketinget
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
-
Er det en joke?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























