Ethvert kvarter har brug for et sted, hvor man kan møde sine naboer over en kop kaffe eller en øl. Det nybyggede område på Sluseholmen er en udflugt værd med sin smukke arkitektur, det nye havnebad og broen over Teglværksløbet.
Her har Riccos Kaffebar åbnet en filial, og sushibaren Wabi Wabi er ved at gøre klar til at slå dørene op. Indtil videre er det dog kun Café Awada, der byder på varm mad og et større udvalg af drikkevarer. Desværre er det noget af et miskmask, der serveres. Hyggelig stemning Cafeen ligger ved områdets hovedstrøg, hvis man da kan tale om et sådant. Det er her, beboerne kan købe ind i Irma, hente lørdagsslik i kiosken eller spise brunch hos Awada med udsigt til kanalen. Vi besøger dog cafeen med panoramavinduer og højt til loftet ved aftenstide. På væggene hænger gamle foto af de store jazzmusikere, der har givet navn til gaderne, men ellers er der ikke meget lokalkolorit at komme efter.






























