mormormad. Der er intet smart over maden på Café Smallegade, til gengæld bliver man pænt mæt af to stykker smørrebrød for 139 kroner.
Foto: Martin Lehmann

mormormad. Der er intet smart over maden på Café Smallegade, til gengæld bliver man pænt mæt af to stykker smørrebrød for 139 kroner.

Cafeanmeldelser

Smørrebrødscafé sender kunden ud på en rutsjebanetur af lav- og højdepunkter

Café Smallegade har droppet burgerhejset og satser på smørrebrødet. Sympatisk nok. Men stedet skal oppe sig.

Cafeanmeldelser

Smørrebrødscafé. Smag eventuelt lidt på ordet, før vi går videre i teksten. Smørrebrødscafé er et godt ord. Nærmest et sammensurium af de seneste mange års trends inden for afslappet gå ud-kultur. En slags moderniseret kaffebar.

Derfor giver det god mening, at en tidligere vandpibebar i hjertet af Frederiksberg – med udsigt til rådhuset og 4. Maj Kollegiet – i forsommeren åbnede som smørrebrødscafé. Stedet har bare to problemer.

Hverken kaffen eller smørrebrødet er i nærheden af perfektion. Og det er en skam. For Café Smallegade har sympatisk nok droppet det sædvanlige burgerhejs og valgt primært at satse på smørrebrød, som tillige leveres ud af huset, så man kan få et reelt stykke mad med i Frederiksberg Have. Ud over smørrebrødet leverer stedet kun morgenmadsbuffet og desserter.

Samt tjekkisk øl på fad og flaskeøl fra Skands. Og i øvrigt én hvidvin og én rødvin – begge fra Banrock Station i Australien. Lidt, men godt, til en rimelig pris og tilsyneladende uden at fornærme nogen. Til gengæld også – viser det sig – uden særlig meget innovation.

Krebsdyrene havde fortjent bedre

Vi bestiller tre stykker smørrebrød (1 styk for 89 kroner, 2 styk for 139), og maden kommer i løbet af 2 minutter. Det kan man bestemt ikke klage over. Bortset fra at maden jo altså ikke er lavet, men samlet. Rugbrødet er softkernerugbrød formentlig fra Føtex’ bageri rundt om hjørnet. Det er frisk og velsmagende, men jo altså en ingrediens, man lige så godt kan nyde derhjemme.

Til gengæld kan man vælge at få brødet prydet af en flok usædvanlig kødfulde og befriende ’uvandede’ rejer. Desværre på et leje af riiiiiiiigeligt smør og garneret med ditto mayo. Og selvfølgelig dertil det obligatoriske stykke alibisalat af icebergfamilien. De fremragende krebsdyr havde fortjent en bedre skæbne.

Vi bliver også præsenteret for en hønsesalat, der ifølge tavlen på væggen er »Dks bedste«. En voldsom overdrivelse. Den kan på ingen måde konkurrere med den kærlighedserklæring til mormormad, der gjorde Dyrehaven populær for snart 10 år siden. Med sine dåseasparges og dåsechampignon ligner den umiskendeligt noget, der kommer fra et bæger med K på.

Cortadoens tur over Storebælt

Meget bedre bliver det med den tredje håndmad, der er læsset med den knap så kendte udskæring flap meat. Fra anguskvæg. Fremragende kvalitet, rosastegt og i øvrigt rigeligt af det. Og prydet af et smukt pocheret æg. Desværre er den dertilhørende pickles både smattet og sukret.

Skal man være lidt poetisk, kan man sige, at Café Smallegade med sit smørrebrød sender kunden ud på en rutsjebanetur af lav- og højdepunkter. Eller man kan nøjes med at konkludere, at det er et køkken, der benytter sig af lige lovlig mange genveje. Det samme kan man sige om møblementet.

De enkle mørke borde og stole samt et lille sofaarrangement ligner noget, der er købt på et overskudslager for 90’er-cafeer. Heldigvis var de svampeorange vægge ikke en del af pakken. Vi afslutter besøget med caffelatte og cortado to go. Den ene med en ret ensidig smag af mælkesukker. Altså tynd! Den anden bitter, som var den ikke bare branket, men også trampet på, hældt på kolber og sejlet frem og tilbage over Storebælt en halv snes gange.

Nostalgi har bestemt sin plads. Men store dele af dansk cafékultur og kaffekultur i det hele taget har bedst af at lade fortiden hvile.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce