Man skal lede rigtig længe efter noget byområde i Danmark, der er mere charmerende og umiddelbart indtagende end latinerkvarteret i Aarhus – den tidligere Smilets By, som nu er ’Danish for progress’.
Når solen skinner på de skæve huse i de smalle gader, og fortovscaféerne er fyldt op med lattesippende og fadølsbællende godtfolk, bliver man godt nok helt varm indeni; og selv en inkarneret københavnersnude som denne skribent begynder at nære spirende ønsker om at rykke teltpælene til det jyske og slå sine cafekontrollerende folder dér på en mere permanent basis.



























