Der er presset mange caffelatte gennem dampdyserne, siden salig Osvald Helmuth i 1937 slog et smut omkring byens havn for at drømme sig væk fra den daglige trummerum i Aage Stentoft og Arvid Müllers lavmælte frihedssang. Men havnen ligger der endnu og drager stadig mange, som holder af at sidde og se på vandet og bådene, der vipper. Derfor er der da også altid pænt fyldt op på Café Jorden Rundt ved lystbådehavnen i Svanemøllen (der er en aflægger af den oprindelige café af samme navn i Charlottenlund). Fra den årle morgen og til solen går ned, kommer folk forbi for at nyde udsigten og en forfriskning. Hvilket er fuldt ud forståeligt. For der er herligt. Men så er det meste positive også sagt om det etablissement. Thi priserne er rasende høje, og varerne absolut på det jævne. Stedets brunch koster 88 kroner inklusive kaffe, og lægger man dertil de 30 kroner, et lille glas friskpresset appelsinjuice koster, er prisen oppe på 118 kroner. Det er mange penge for lidt yoghurt med müesli, et par skiver salami, to skiver mild ost, en pandekage, lidt frugt og en firkant omeletagtigt æggetjuhej samt smør, syltetøj og sirup plus industritilvirket brød af den absolut kedsommelige slags. Rugbrødet var ristet; det trick bruger vi også derhjemme, når det ikke er helt friskt. Godt nok kan man få fyldt sin kaffekop op, men det er stadig alt, alt for dyrt for en servering af den kedelige kaliber, når man betænker, hvad der serveres andre steder i byen for samme beløb og sine steder mindre. Bevares, serveringen var vaks og venlig, solen skinnede, og der var rigtigt rart og dejligt. Men det retfærdiggør altså ikke sådanne priser. Af yderligere tilbud på kortet er der sandwich, som også prismæssigt ligger i den meget pæne ende, samt nogle pandekager med fyld. Den med kalkun, karry, bacon og tomat var anonym, grænsende til det kedelige i smagen - og en håndfuld trist iceberg-salat rettede ikke op på det indtryk. Til gengæld kostede den ligesom brunchen 88 kroner, hvilket tilvejebragte den varme i kroppen, den manglende krydring ikke gjorde. Godt hjulpet af prisen for en stor caffelatte på 36 kroner. Det er ganske enkelt et stift stykke. Juicen var dog glimrende; men hvor svært er dert lige at presse appelsiner og hælde saften på glas? Selv om det foregår i en bygning tegnet af Kim Utzon. Når tre mennesker kommer af med små 400 kroner for en let formiddagsanretning, kan man godt tillade sig at stille visse krav. De indfries ikke i noget omfang af Café Jorden Rundts køkken. Det er ganske enkelt grov spekulation i folks trang til at gå en tur langs med havnen og få lidt at spise og drikke bagefter.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Under overfladen er det gået endnu mere galt for republikanerne i Texas
-
Trump indkalder pressen for at tale om noget helt andet
-
SS-bødlens barnebarn sidder i den by, hvor han var bøddel, og læser bogen om tyskernes fortrængning
-
Anmelder: Det er måske den bedste chokoladekage, jeg har fået i København
-
Hendes far turnerede med The Beatles – nu er hun USA's første sorte kvinde på en guvernørpost
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
nekrolog
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Tine Kirkensgaard Hansen
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
Han er en af verdens bedste på sit instrument
tema