Man spiser burger på Hard Rock Café«, forklarede tjeneren. På rungende amerikansk. Sådan er stilen på den globale kæde, der har hentet hele konceptet i Guds eget land. Det 'hårde rock' består af en storladen musik hall of fame, masser af signerede plakater og instrumenter på væggene og et par storskærme med U2, Beatles og Metallica. Men der er små lokale variationer, fortalte menukortet. For eksempel er Jimmy Hendrix' gyngehest udstillet på en amerikansk Hard Rock Café, ligesom noget af Madonnas tøj er udstillet i Moskva. Hvis vi ser bort fra gyngehest og beklædningsgenstand, kunne vi lige så godt have siddet på den anden side af kloden. De fleste gæster var denne aften burgerspisende turister. Menukortet kunne ligge på hvilket som helst amerikansk cafeteria. Og ligesom i staterne er det spækket med advarsler. Om at nogle retter kan indeholde nødder og kerner. Samt at kød, fisk og fjerkræ kan være farligt, hvis du er på medicin. Jeg bestilte stedets specialitet, en '10 oz' til 109 kr. Bestemt stor, men uhyre ordinær. Det eneste, der skulle tage kampen op imod bøf, tør bolle og en tyk skive ost var et (ét) lille salatblad, én friteret løgring og én skive tomat. En Whopper på Burger King smager så afgjort bedre - til den halve pris. Som side-dish bestilte vi hvidløgskartoffelmos (20 kr.). Det lød spændende på skrift, men smagte desværre melet og klumpet - uden salt eller hvidløg. Til gengæld havde Hard Rock-folkene hældt en klæg, brun gang oksefond ud over. Det kunne russiske Aeroflot ikke have turneret smukkere. Min medspisers 'Cajun kyllingesandwich' til 89 kr. vil gå over i historien. Bolle og garniture var stort set identisk med burgeren - ellers bestod den blot af en stump tør kylling fedtet ind i ost. Cajuntouch'et kunne vi ikke finde, før medspiseren løftede salatbladet. Dér lå en lillebitte knivspids ubestemmelig dressing, der ifølge kortet var med sennep og rød peber. Ikke engang i tarvelige lufthavne - ja, selv på østeuropæiske banegårde - har jeg smagt noget så langt ude. Desserterne havde tjeneren også anbefalet. Først kom den annoncerede 'ægte Hard Rock legende' - en ekstremt sød softice, voila! Den slags 'legender' koster 39 kr., men så var det også serveret med sugerør. Cafeens æblekage til 79 kr. (Københavns dyreste cafédessert?) var decideret katastrofal, og burde have en advarsel i kortet for uansvarlig omgang med kalorier. Ud over en kugle kanelis bestod den af halvanden centimeter tykt lag puddersukker (der endnu knasede!), lidt æble og en bund, der svømmede, druknede faktisk, i smeltet smør. 'Applepie' ser faktisk sådan ud på de fleste amerikanske cafeteriaer. Og et stort antal amerikanerne har en kropsvægt derefter. Det enorme sukker-fedt bjerg skreg under alle omstændigheder på en stærk kop kaffe. Men Hard Rock's filterfremstillede udgave (20 kr.) var tynd og ligegyldig. Det kunne man nok have sagt sig selv. Sådan kan de jo lide kaffe i Guds eget land. 'Save the planet' stod der på den 416 kr. dyre bon. Tak skæbne for et slogan. Hvis noget skulle reddes, var det menneskeheden fra deres eget menukort. Hard Rock skal have en kaffekop for deres fuldstændig gennemførte elendighed. De har vitterlig håndplukket det allerværste fra USA. Og det er faktisk enestående godt gået! Aldrig før har den røde tråd været så klar igennem en cafékontrol.