Sæt i gang! Det er nu, du skal stemme og sende kærlighed tilbage til dem, der gør København til et bedre sted at være. Og de nominerede er ...
Evigt vejarbejde, galaktiske huslejer, turister på udlejningscykler og en forsinket 5C.
Man kan altid finde noget at brokke sig over, når man bor i København. Men tænk lige et øjeblik på alt det gode. På alle de steder, ideer og mennesker, der gør byen til et bedre, sjovere og mere meningsfyldt sted at bo.
Er der ligefrem nogen, der fortjener en ... pris?
JA!
For 15. gang uddeler vi Ibyen Prisen til de bedste nye initiativer, restauranter, barer og cafeer i København. Og vi kan ikke gøre det uden dig. Det er nemlig Ibyens læsere, der bestemmer, hvem af de i alt 29 nominerede der løber med sejren i de seks kategorier.
Som altid er hovedprisen Årets Københavner. Her hylder vi dem, som har sat deres særlige præg på byen, det, vi taler om, og har gjort den til et bedre sted at være. Sidste år løb hele byens gadepoet Spyo med prisen.
Som noget nyt i år uddeler vi prisen Årets Krammer i samarbejde med Bevica Fonden.
Alle årets vindere afsløres ved en stor fest 28. maj i Byhaven ved Pumpehuset med musik, kolde øl og mad – og du er inviteret til arrangementet, der er åbent for alle.
Men først kan du møde alle de nominerede her og stemme på dine favoritter.
Afstemningen slutter 20. maj 2025 klokken 12.00.
Vinbarer, cocktailbarer og spisebarer, der alle serverer noget, vi ikke anede, vi tørstede efter.
------------
Taberna Buzio.
Taberna Buzio på Nørrebro
Allerede et par dage efter åbningen var der fyldt ved marmorbordene på den portugisiske bar Buzio. Det gamle møntvaskeri i Refsnæsgade har fået en seriøs overhaling, så det originale terrazzogulv nu skinner om kap med de håndmalede fliser på væggene og fajancen på fadølsanlægget i baren, hvorfra der serveres små fadøl, portugisisk vin og fremragende konserves. Resultatet? Buzio er en af de smukkeste nye barer i byen.
Stuffed.
Stuffed på Vesterbro
Den er let at overse, men gør det ikke. I den lille sidegade Sankt Jørgens Allé mødes Latinamerika og Sydøstasien. Se bare navnet, så er du med: Stuffed serverer udelukkende indbagte retter, altså hvor noget er stoppet ind i noget andet. Tænk empanadas, baozi og samosaer af virkelig høj kvalitet. Fusion, der fungerer. Især med en iskold tamarind-margarita til at skylle ned med. Endelig en spisebar, der ikke minder om noget andet i København.
Bar Vitrine.
Bar Vitrine i Indre By
Der er måske nok tale om en vinbar, men folkene fra Bar Vitrine kan virkelig også noget i et køkken. De serverer simpelthen mad, der giver kuldegysninger. Parløbet mellem Riccardo Marcon – en af byens bedste værter – og Dhriti Arora – en af byens skarpeste kokke – fungerer fuldstændig lydefrit her i Møntergade. Her er alle velkomne, og det føles ikke bare som en floskel hentet fra et Instagram-opslag. Det mærkes helt ind i knoglerne.
Kissa.
Kissa på Vesterbro
Forbandelsen over Vesterbro Torv ser ud til at være hævet. Seneste tilflytter er Kissa, en slags storesøster til den ultrapopulære bar Jojo rundt om hjørnet, og også her serveres der hjemmelavede cocktails fra fad til ualmindelig skarpe priser. Allerede ved åbningen var der kamp om pladserne i solen foran baren, så vi kan nærmest ikke forestille os, hvor lange køerne kan blive til sommer. Velfortjent.
Victory.
Victory i Indre By
Der er efterhånden pænt meget investment banker- og minkpelsenergi over Papirøen, men øens nye cocktailbar med kig over hele byen er heldigvis langtfra hovskisnovski-territorium. Først og fremmest er udsigten helt igennem overvældende. At der så rent faktisk også er hyggeligt heroppe under skyerne, er endnu en bonus – kun overgået af serviceniveauet hos det virkelig imødekommende personale, der også har ganske godt styr på flaskerne bag baren.
Japansk gademad, blæret brød og ekstraordinær cafeteriamad. Årets nominerede disker op med det hele.
------------
Kismet.
Kismet i Indre By
Kismet er med til at sætte en ny standard for det københavnske caféliv. Her er ingen kedelige madder med burkylling og idéforladte salater, i stedet tages håndværket seriøst. Bagværket sidder i skabet, salaterne er spot on, og den gode kaffe er i øvrigt billigere end næsten alle andre steder i Indre By. Helt fra dag ét har københavnerne tilsyneladende været med på ideen, for der er stuvende fuldt i de smukt indrettede lokaler i Adelgade snart sagt nonstop fra morgen til lukketid.
Alle Tiders.
Alle Tiders på Vesterbro
Et madsted med en mission! Hos cafeteriaet Alle Tiders serveres frisk, velsmagende og ikke mindst grøn hverdagsmad til voldsomt favorable priser, kvaliteten taget i betragtning, og vi forstår godt, at frokostbakken til 100 kroner allerede er blevet et hit – den er både velkomponeret og mættende. Spis og bladr løs i de klimaaktivistiske kogebøger, der ligger fremme på bordene. Og lad Alle Tiders være en inspiration for byens kommende spisesteder.
Ikigai.
Ikigai på Østerbro
Det gamle skilt fra Østerbro-institutionen Gourmandiet hænger stadig på facaden, og indenfor fornemmer man virkelig lokalets fortid som slagterbutik. Men ellers blæser nye vinde på Rosenvængets Allé. Hos Ikigai blandes danske evergreens med japanske klassikere med let hånd, så menukortet spænder fra solidt smørrebrød til okonomiyaki og gyoza. Ikigai har styr på både kvaliteten og på detaljerne, men presser ikke prisen op af den grund. Respekt for det.
Comé Rice Kitchen.
Comé Rice Kitchen på Vesterbro
Vi spiser gerne vores frokost på en kantsten i regnvejr, når kvaliteten er så god som her i den lille biks i Kødbyen. Få – hvis ingen andre – steder har som Comé formået at få københavnerne til at stå i lange køer for onigiri og sake to go, men det er lykkedes her. Forståeligt. Risene dampes til perfektion, fyldet røres med omhu og japansk præcision. Den ekstremt saftige friterede kylling er i øvrigt en lille sleeper af en bestilling.
Lido.
Lido i Indre By
Der er efterhånden riiimelig hård konkurrence på både bager- og morgenmadsfronten i hovedstaden. Københavnernes trang til surdejsbrød, kardemommesnurrer og latteart synes umættelig, og et af de bedste nye steder for netop dén slags hedder Lido i Vester Voldgade. En lun morgen er det svært at finde et bedre sted at spise morgenmad i det indre København, og så en vigtig meddelelse: Snyd ikke dig selv for pistaciesneglen.
Fra pincetmad og topgastronomi til de ukomplicerede spisesteder, der redder din onsdag.
------------
SK12.
SK12 i Indre By
Den ser ikke ud af meget fra gaden. Men bag en rød dør i Store Kongensgade gemmer sig en sublim restaurant, der forkæler sine gæster med uforglemmelige retter og generøse portioner. Bag SK12 står Claus Christensen – også kendt som Røde Claus – og egentlig ville han vist helst være fri for al den hype, som en nominering som denne medfører. Men når man laver den bedste wienerschnitzel, som vores madanmelder nogensinde har smagt, er man altså selv ude om det.
Fojetta.
Fojetta på Frederiksberg
Placeringen mellem boligblokke og tung trafik på Borups Allé er ikke prangende. Men lad dig ikke snyde. For indenfor på det romerske osteria Fojetta byder Jesus og Snoop Doggs kogebog dig velkommen bag baren, stemningen er venlig, og retterne står snorlige. Der er ikke noget at sige til, at vores anmelder talte om nyklassiker-potentiale, da hun var forbi Fojetta tidligere i år.
Aure.
Aure på Refshaleøen
De gik efter en michelinstjerne og fik den. Og det kan vi godt forstå. For Aure på Refshaleøen laver oldschool gourmetmad, der gør en lykkelig. Bag restauranten står Nicky Arentsen, der tidligere har stået bag gryderne på blandt andet AOC, Jordnær og Henne Kirkeby og er kendt for et japansk mælkebrød, som han har brugt årevis på at perfektionere. Brødet er naturligvis at finde på Aures menu, og ja, det smager så godt, at man ikke helt forstår det.
Démodé.
Démodé i Indre By
Glem alt om funky playliste, rabalder-walk-in og en bar, hvor alt kan ske. Démodé er ikke nogen moderne restaurant. Faktisk er den ret umoderne. Og det er ment som den største ros. For hvem elsker ikke pudset sølvtøj, tykke stofservietter, god service og gedigne franske retter? Man får lyst til at tage sit pæneste tøj på og gøre sig umage, når man besøger Démodé. Og bare glæde sig over, at København har fået den restaurant, vi ikke vidste, at vi savnede.
Ma Cuisine.
Ma Cuisine på Nørrebro
Det er nemt at have det godt på Ma Cuisine. Den franske restaurant i Ravnsborggade er drevet af franskmænd, der virker, som om det er en medfødt refleks for dem at drive en hverdagsbistro af den slags, der både kan have sænkede skuldre og høje ambitioner. Og prisen for den fremragende treretters menu er tilmed så lav, at tidens populære discountbistroer burde ryste i bukserne.
Akme.
Akmē i Nordhavn
Er vi i Japan? Eller i Paris? Man får vilde ’den store verden’-vibes, når man spiser sig igennem de 12 japanske og franske retter, der udgør menuen på Akmē – som i parentes bemærket altså bare ligger i stille og rolige Nordhavn. »Af og til er at spise også at rejse«, skrev vores anmelder i sin anmeldelse af Akmē og tilføjede, at det er lykkedes folkene bag at skabe et spisested, der er noget helt for sig selv. Alligevel meget godt klaret i en by, der bugner af restauranter.
De gør byen sjovere, tryggere, grønnere og klogere.
------------
Grønt Marked.
Grønt Marked
Det må være et af Inger Støjbergs værste mareridt, at salonkøbenhavnerne siden 2019 har kunnet møde deres landmænd på nonprofit-bondemarkedet Grønt Marked. Hen over sommerhalvåret kan vi på fire forskellige pladser rundt i byen købe gedeost, kimchi, svinekød, svampe, blomster, honning og alt muligt andet direkte af dem, der producerer det. Hurra for mere jord under neglene.
Alice.
Spillestedet Alice
Efter fire år væk fra Nørrebro og en stor renovering er Alice vendt tilbage. Og sikke et comeback. Spillestedet på Nørre Allé er dem, der sørger for, at vi københavnere kan gå til koncerter, der er noget helt særligt. Med et repertoire, der rummer alt fra sækkepiber og afrojazz til strubesang og japansk poppunk, er Alice et mangegenret vidundermonster, hvor hele verden og det meste af København mødes i højtalerne.
Hedestrik.
Hedestrik
Du kender sikkert ikke engang navnet på mennesket, der scanner dit rugbrød ind i supermarkedet. Hos Hedestrik kender de navnet på den alpaka, der har lagt uld til din næste maske. Fra kælderlokalet i Lundtoftegade på Nørrebro har ’uldfællesskabet’ ikke bare klædt hippe københavnere på med filtede veste og fået folk til at tale om ’dogmestrik’; med deres workshops og uldmanifest har de gang i en større kamp mod overforbrug og fast fashion.
Simian.
Simian
Der er langt til Ørestad – det synes alle københavnere, der ikke bor ’derude’. Men så er det godt, at Field’s og Royal Arena ikke er de eneste grunde til at hoppe på metroen længere. For den selvstændige kunsthal Simian har nu i årevis leveret udstillinger, der er værd at rejse for, også længere end to zoner. De viser international billedkunst i en nedlagt parkeringskælder og er i særklasse med til at gøre København til en kunsthovedstad.
Pusher Street.
Kampen for et andet Pusher Street
Vi er en del af jer selv. Christiania er et bankende hjerte i København, en fristad midt i alt det senkapitalistiske kaos. Men oven i alt det eventyrlige har det gamle Pusher Street været en torn i lykken. For ja, den fri hash er en stolt del af Christianias historie, men det er volden og magtkampene ikke. Det tog christianitterne konsekvensen af, da de sidste år lukkede Pusher Street, som man ellers kendte det. En modig kamp, der fortjener opbakning.
Årets Krammer er en ny pris, der hylder dem, som i det store eller små arbejder med vores fælles rammer, så flere kroppe kan være med. Uddeles i samarbejde med Bevica Fonden.
------------
CPH:DOX:
CPH:DOX
Hvis du har en krop, der falder uden for normen, kan kulturlivet være lukket land. En tur i biografen kan f.eks. være direkte afskrækkende. Har du set en biograf uden trapper? Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har de senere år arbejdet målrettet med at skabe bedre plads i biografrummet – blandt andet med et selvstændigt filmprogram om ’body politics’ og ved at indrette en biografsal på Charlottenborg med nytænkning af publikumsrækkerne, så flere kan være med. Danske biografer, listen and learn!
Anker Bak.
Møbeldesigner Anker Bak
Verden er fyldt med grimme hjælpemidler. Hvis man hele livet har gået op i at indrette sig med smukt design, kræver det tilvænning den dag kroppen ønsker komfort. Det har snedker og møbeldesigner Anker Bak ændret på med sit Værdighedsdesign. Han designer alle de ting, vi håber aldrig at få brug for - rollatoren, stokken, krykken, pilleæsken og ligkisten, men han giver dem et smukt og værdigt udtryk. Så er der noget at glæde sig til.
Roskilde Festival
Kan festivaler forandre verden? De kan prøve. For der er mere på spil end musik, fadøl og solbrændte kinder, når vi træder ud af hverdagen og ind i festivalens frirum. Roskilde Festival har gjort det til en del af sin agenda at eksperimentere med sociale strukturer, adfærd, klimakrise, trivsel og meget mere. Fra tegnsprogstolkning af musikken, apps til hørehæmmede og generelt fokus på universelt design. Festivalen favner dermed mange flere typer festivalsgæster end den gængse. Hurra for det.
Hvem fortjener hovedprisen Årets Københavner 2025?
------------
Kirsten Justesen.
Kirsten Justesen
Billedhugger
Naturligvis var det feminist-og-kunstner-koryfæet Kirsten Justesen, der skulle lave det nye monument til ære for grevinde Danner på hjørnet af Vester Søgade og Gyldenløvesgade ved Søerne i København. For kvindekampen og det kvindepolitiske har fra start fyldt meget i Kirsten Justesens karriere. »Jeg er bare en ganske almindelig feminist«, har Kirsten Justesen sagt. Vi synes, at hun er meget mere end det. Og tak for det.
Babak Vakili.
Babak Vakili
Forfatter, manuskriptforfatter mm.
Selvfølgelig er København en by, der kan levere actionfilm, og selvfølgelig er det blandt andre Babak Vakilis fortjeneste. I årevis har han haft fingrene nede i dansk åndsliv. Han har skrevet bøger, lavet genrebrydende podcast om hiphop, politik og identitet og skrevet manuskripter til tv og film, senest den anmelderroste actionfilm ’Hele Vejen’ sammen med Jahfar Muataz. Babak Vakili har altid gang i den og i noget. Heldigvis for os. Tak for action og for handling.
Alectra Rothschild.
Alectra Rothschild
Designer
Ved de seneste modeuger i København har der været ét sted, alle ville være: Alectra Rothschilds Masculina-show. For mens andre sælger stangtøj, klæder designer Alectra Rothschild fremtiden på. Og mens andre taler om, at ’woke er død’, kalder hun til kamp. Med blå mærker, iturevent glitter og en af de eneste kropsdiverse runways bliver sammenhængen mellem kamp, krop og fest igen og igen understreget hos Rothschild. Tak for at give os mod og mode.
Liv Helm.
Liv Helm
Teaterinstruktør og kunstnerisk chef
Mange af de nominerede til vores priser sørger for, at vi kan putte noget lækkert i hovedet, men Liv Helm sørger for, at der også er noget til hjertet. Som instruktør, medskaber af udviklingsscenen HAUT og performanceplatformen Toaster og selvfølgelig i rollen som kunstnerisk chef af Husets Teater på Vesterbro har Liv Helm i en årrække drevet og drevet frem. Tak for at trække tæppet fra foran os – og væk under os.
Søren Ulrik Thomsen.
Søren Ulrik Thomsen
Digter
Da SUT, som vi selvfølgelig kalder ham, debuterede i 1981, var det med ’City Slang’. Hvor København optrådte side om side med de andre storbyer. Den dag blev København en storby, og den dag blev SUT en poet. Begge dele har været sådan siden, og ofte har de fulgtes ad. Også i forfatterens seneste, det boglange erindringsessay ’Store Kongensgade 23’. Tak for at digte vores by.
Ibyen Prisen 2025 fejres i Byhaven i København 28. maj med prisuddeling, koncerter, kolde øl og god mad. Der er fri entré. Læs mere og tilmeld dig ved at klikke her.