Den store amerikanske fastfoodkæde Taco Bell åbner sin første restaurant i Danmark.
Det fremgår af et jobopslag, hvor kæden søger personale til restauranten, der skal ligge i København.
- Vi vokser hurtigt og planlægger at udvide til hele Danmark i løbet af 2027, skriver kæden i opslaget, der ikke har en afsendelsesdato.
Der er ikke mange af de berømte Taco Bell-restauranter i Europa sammenlignet med hjemlandet USA.
På den europæiske scene er kæden størst i Spanien.
Derudover har kæden flere restauranter i for eksempel Storbritannien, Portugal og enkelte steder i Italien.
Kæden blev stiftet i 1962 af amerikanske Glen Bell i Californien, USA.
Fra en mindre stand solgte han hotdogs og burgere.
Siden har kæden gjort sig stor på at sælge mexicansk-inspireret fastfood som tacos, burritos og nachos.
Hvis man vil have et arbejde på den kommende københavnske restaurant, bliver arbejdsopgaverne blandt andet at sikre, at ’gæsterne er tilfredse og forlader restauranten med et smil’.
Der søges personale til både køkkenet og til servering.
Det fremgår ikke, hvor i København restauranten kommer til at ligge, eller hvor i landet kæden forventer at åbne næste år.
Det vides heller ikke, hvornår kæden forventer at åbne den første restaurant i København.
ritzau