Inde bag Rådhusets røde mure vil det i næste uge vrimle med sminkede piger med outrerede frisurer, blitzende fotografer og cool businesskvinder i tårnhøje stiletter. Men alt det får du ikke at se. Der er nemlig tale om lukkede modeshows, når Munthe plus Simonsen, Rützou, Day Birger et Mikkelsen, Ivan Grundahl og In Wear afholder shows i Rådhussalen. Kun pressen og indkøbere får lov at komme ind. Modeugen er først og fremmest en lukket branchebegivenhed med to store indkøbsmesser og en lang række shows.
Alligevel bakker mange politikere helhjertet op, fordi de mener, at Copenhagen Fashion Week er et værktøj til global markedsføring af Danmark – ligesom MTV-showet i november. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation støtter derfor modebranchen. Ikke med kontanter, men med husly.
