Vi befinder os til en prøve på musikforestillingen ’68’ i Skuespilhuset ved Kvæsthusbroen. På scenen danner fire hvide vægge rammen om scenografien, som forestiller et stort råt øvelokale med mikrofonstativer, forstærkere, trommer og guitarer. I øvelokalet jammer et band. Et 50 år gammelt spøgelsesband. De er kommet for at spille koncert og for at se nutiden i øjnene.
Bandet udgøres af skuespillerne Karen-Lise Mynster, Tammi Øst, Peter Plaugborg, Kristoffer Fabricius, Rasmus Fruergaard, Johanne Louise Schmidt, Sicilia Gadborg Høegh og Marie Dalsgaard og dj Turkman Souljah. De er iført jord- og pastelfarvede rullekravebluser, fløjlsbukser og nederdele. I favnen holder hver af dem en elguitar. Ansigterne er dækket af uglede parykker, hvis lange lokker tjavser om ørerne, mens de skærende guitarstrenge gentager riffet i Creams syrerockede ’Sunshine of Your Love’.