P
Scenograf Julian Toldan Juhlin har brugt et år på at skabe den overdådige og kulørte scenografi til Halfdan Rasmussens børnerim. Og alt er i gang, siger scenografen: »Der har nærmest været formuleret et ønske om at få det hele i sving. Alle scenetræk, gulvet, liftene«
Foto: Jacob Ehrbahn

Scenograf Julian Toldan Juhlin har brugt et år på at skabe den overdådige og kulørte scenografi til Halfdan Rasmussens børnerim. Og alt er i gang, siger scenografen: »Der har nærmest været formuleret et ønske om at få det hele i sving. Alle scenetræk, gulvet, liftene«

Se billederne: Sådan ser det ud, når en kringlet hjerne laver vilde teaterkulisser til Halfdan Rasmussens elskede børnerim

Gigantiske babusjkaer, svævende toast, havenisser og rokokopiger. På Det Kongelige Teater har scenograf Julian Toldam Juhlin skabt scenografi til ny forestilling om Halfdan Rasmussens elskede børnerim. Og fået teatrets systuer og kulissefolk til at svede.

»Lidt længere ned«.

Julian Toldam Juhlin kniber skeptisk øjnene sammen, mens han dirigerer med det kartonudklip, som midlertidigt skal gøre det ud for en astronaut.

»Argh, den er bare herrestor!«, udbryder han frustreret.

Skuespilleren Laus Høybye skal efter planen sidde som astronaut i samme positur som Den Lille Havfrue, der lige nu smyger sig op ad den anden side af den sten i flamingo, som Julian Toldam Juhlin stirrer på.

Svævende foran et stjernefyldt univers skulle det umage par gerne blive det absolut sidste, som publikum ser, når de har overværet ’Halfdans Hokus Pokus’, som har premiere på Skuespilhusets største scene 9. februar.

Stykket er baseret på en række af Halfdan Rasmussens børnerim. Fra de morsomme som ’Tyggegummikongen Bobbel’ til de mere dybsindige som ’Lillebitte bli’r man når man sover’. Manden, som er udvalgt til at skabe passende scenografi og kostumer for at visualisere de abstrakte rim og remser, alle danskere født efter Anden Verdenskrig kender, hedder Julian Toldam Juhlin.

»Jeg makser helt ud her. Og jeg gør det, fordi det er Halfdan. Det er hans univers, hvilket i sig selv er helt vildt fedt. Det gør det kun vildere, at der nærmest har været formuleret et ønske om at få det hele i sving. Alle scenetræk, gulvet, liftene. Lad os give børnene en maksimal oplevelse i det store scenerum. Det er så fedt«, siger Julian Toldam Juhlin.

Et bolsjedyr er lyserødt

med hul i begge ender,

det lugter stramt og smager sødt

og har forlorne tænder,

det gnasker bolsjer hele da’n

til slikbutikken lukker

og næsen er af marcipan

og ørerne af sukker.

Denne fredag eftermiddag knap to måneder før premieren har københavneren også selv taget den maksimalistiske garderobe på. Det Kongelige Teater skal have julefrokost, så selvfølgelig har Julian Toldam Juhlin taget en rød cardigan på, som er fyldt med guldblomster, røde plastikrubiner og massevis af brocher med sukkerstokke, juletræer, kranse og snemænd. Også Den Lille Havfrue har fundet plads på brystet.

I gang i et år

Den 31-årige tidligere vinder af Reumerts Talentpris har før givet sig i kast med at lave scenografi til vellidte børnebøger som ’Peter Pan’, men en opsætning i denne størrelse har han ikke prøvet før. I virkeligheden afhænger en stor del af forestillingen af den scenografi, som Julian Toldam Juhlin har arbejdet på siden begyndelsen af 2018.

En havenisse og en læbestift er jo et vildt smukt par. Det er

Det er hans visuelle storyboard med billeder og tegninger baseret på konkrete digte og logikker i digte af Halfdan Rasmussen, som er udgangspunktet for meget af arbejdet med manuskriptet.

»En helt vildt sjov måde at arbejde på«, forstår man på Juhlin.

Men hvordan er det lige, man giver sig i kast med Halfdan Rasmussens sprudlende univers?

Hvordan får man førnævnte tyggegummikonge til at sameksistere med rumpiloter, riddere, fugle, nisser, lorte og alverdens andre ting på en scene, uden at det ender som et hovedløst orgie af nonsens og rablen?

Et bolsjedyr har stribet skind

og chokoladefregner

og halen er en slikkepind

der smelter når det regner,

det smasker højt og uafbrudt

og ELSKER bolsjeduften,

men hvis du fodrer det med krudt

så springer det i luften

For Julian Toldam Juhlin blev løsningen på spørgsmålene det, som han har valgt at kalde visuelle rim. Efter at have fotokopieret og lavet overstregninger i hundredvis af digte sad han tilbage med en kæmpestor bank af ting. Det gjorde det muligt at se, hvilke personer og figurer som lignede hinanden – de visuelle rim.

»En havenisse og en læbestift er jo et vildt smukt par. Det er meant to be«, siger Julian Toldam Juhlin, mens han peger på et af de flere hundred udklip, han har i sine skitsemapper.

»Tingene skal ikke nødvendigvis være fra samme digt, men jeg blev enig med Anders Lundorph (instruktør, red.) om, at det var sjovere at blive inspireret af den her associative logik, hvor genkendelige ting kan mødes og blive til noget helt tredje. Så Mariehønen Evigglad ikke behøver at være rød og med prikker, men måske også kunne være, hvad ved jeg ... en kamel«, foreslår han.

Foto: Jacob Ehrbahn

Foto: Jacob Ehrbahn

Central babusjka

Et af de første visuelle rim, som opstod, har overlevet hele vejen til det færdige manuskript og er det, som åbner den 55 minutters lange forestilling. Og hvad er bedre til det end en to meter høj babusjkadukke?

Foran os står en umalet træsokkel med samme omkreds som et spabad. I ’Halfdans Hokus Pokus’, som stykket hedder, skal den blandt andet huse Marie Dalsgaard, som har en rumdragt på. Ud over en ridderrustning. Ud over et ballerinakostume.

»Arme menneske. Det bliver varmt«, griner Julian Toldam Juhlin.

Den store babusjka falder lidt imellem to stole, når det skal besluttes, hvem der laver den, forklarer Juhlin. Er den en rekvisit? Eller er den så stor, at det er et stykke scenografi? Svaret hænger i luften sammen med de klavertoner, der unægtelig svinge i baggrunden, når man befinder sig bag scenen i Det Kongelige Teater.

Faktum er, at den russiske kæmpedukke er central for handlingen i et af de fire rum, som bliver fast holdepunkt for publikum under forestillingen.

Foto: Jacob Ehrbahn

Noget-i-noget-i-noget-rummet følger lige efter det bolsjerum, hvor et tætmalet otte meter højt polkagrisstribet scenetæppe skal få publikums øjne til at smelte sammen og space ud, mens Laus Høybye fabulerer som det bolsjegnaskende bolsjedyr.

Dernæst følger ’flest-rummet’, hvor blandt andet verdens stærkeste mand huserer. Tingskoven, hvor man kan købe alting for penge. Og til sidst det, som Julian Toldam Juhlin kalder ’størst-rummet’. Her befinder vi os vitterlig under universets store åbne himmelhvælving.

Rummene vil ikke være centrum for scener, som vi normalt kender det fra teaterverden. I stedet har instruktør Anders Lundorph valgt at kalde det for »en fantasi i 22 optrin«.

»Det kan jeg godt lide. Scener taler ind i en logik om, at en karakter gennemgår en psykologisk udvikling. Det handler i virkeligheden mere om en række optrin eller glansnumre, hvor en masse ting støder på hinanden«, siger Julian Toldam Juhlin.

Den stærkeste mand i verden

kan bære en flodhest i tænderne

og løfte en sporvogn fra skinnerne

imens han klapper i hænderne.

»Jeg prøver normalt at have en idé om, hvordan man løser tingene. Det har jeg ikke med den her«.

Julian Toldam Juhlin peger på en af sine mange illustrationer. Det er en rokokoæggepige med struttende æggeskørt, der hæves op og får underdelen af babusjkaen til at ligne et æggebæger. Pigen har æggeformet hår og skal efter planen gylpe et æg ud. Det lille æg skal kunne åbnes, og så er ideen, at en fugl skal flyve ud.

Her kommer selv Julian Toldam Juhlin til kort. Måske ender løsningen med at blive en mikrodrone.

»I virkeligheden er der en række praktiske ting, som sætter begrænsninger for, hvad vi kan gøre«, siger han.


     Børnene skal have en maksimal oplevelse, så der er ikke sparet på farver, kostumer og fantastiske effekter i forestillingen.
Foto: Jacob Ehrbahn

Børnene skal have en maksimal oplevelse, så der er ikke sparet på farver, kostumer og fantastiske effekter i forestillingen.

Fantasiens grænser

Han finder en ny tegning frem. Den forestiller en fakir, som på sit hoved bærer to store cirkusbolde, en ethjulet cykel og – igen – Den Lille Havfrue.

»Den volder rekvisitørerne lidt problemer«, medgiver han.

Oppe i Det Kongelige Teaters rekvisitafdeling på 3. sal, som Julian Toldam Juhlin med besvær finder frem til efter at have foretaget et par U-vendinger på gangene, viser rekvisitøren Anna Dyrby hvorfor.

Stangen, som de forskellige ting er monteret på, er lavet i lette materialer som skum og flamingo og vejer kun 12 kilo. Men med en højde på 4 meter kunne end ikke afdelingens stærkeste mand bære den. Så måske bliver det også svært for den skuespiller, som skal forestille at være verdens stærkeste mand.

Men sætte en blomst på et lille strå

og farve den vældige himmel blå

og skænke min søster en mælketand

det evner han ikke, den stærke mand!

Som det hele bliver fortalt af Julian Toldam Juhlin, der skiftevis tegner i luften med hænderne eller hiver nye eksempler frem fra sin scrapbog, virker scenografien til at være udviklet med en kun fantasien sætter grænser-kliché i baghovedet.

For at nå frem til den fornemmelse har han måttet udspænde en række snubletråde for sig selv.

Foto: Jacob Ehrbahn

»De visuelle rim er ligesom blevet det første benspænd. Det samme med de her rum, som hver især indeholder deres egen logik. Sådan må Halfdan Rasmussen også have arbejdet, når man tænker på, at alt skulle rime. Det er et kæmpe benspænd, men det bliver også en smuk lim, der får vanvittige ting til at hænge sammen«, siger han.

Kunne man frygte, at en forestilling som ’Halfdans Hokus Pokus’, der ifølge Det Kongelige Teater skal appellere til »børn og andre barnlige sjæle fra fire år og opefter«, ender med at prøve for hårdt på at genskabe det visuelle univers, som tegneren Ib Spang Olsen gennem årene kreerede til at ledsage Halfdan Rasmussens digte?

Den tanke affærdigede Julian Toldam Juhlin tidligt i processen.

»Man er nødt til at forholde sig til tegningerne, fordi de er så stor en del af universet, og de er skønne. Men det er langtfra min æstetik«, siger han.

Ganske vist bliver der talt meget om, at ’Halfdans Hokus Pokus’ skal makse ud og have fuld skrald, men i virkeligheden handler det for Julian Toldam Juhlin om, at han renser ud.

»Jeg fjerner støj og tager enkelte genkendelige ikoner, som jeg placerer på scenen. Babusjkaen er forstørret, ganske vist, og der dukker ting op af den, men den står fuldstændig alene på den her kæmpe scene. Det handler om at skabe klare billeder og tableauer«.

Lille bitte bliver man

når man sover

Varm og lille som en kat

Man selv har fundet.

Når man ligger med sin dyne over

bli’r man pludselig borte

og helt forsvundet.

Frem for alt, fornemmer man, har det været vigtigt for Julian Toldam Juhlin at lave en scenografi, som kan begejstre. Udgangspunktet for det har været ham selv.

»Jeg har ikke tænkt på, at det skal være til børn. Overhovedet. Jeg har tillid til, at min hjerne er barnlig nok, så børn også finder det fedt«.

Foto: Jacob Ehrbahn

Foto: Jacob Ehrbahn

To mænd i en toast

At være kalkulerende på den måde ville ikke give mening.

»Man skal sgu ikke sidde og prøve at regne den ud. Der er den her gamle kliché med, at man bærer alle sine aldre i sig. Derfor har jeg tænkt: Hvad har jeg selv lyst til at se? Jeg vil gerne se en kæmpe toast. Og jeg vil se den toast blive samlet i tre optrin«, siger Julian Toldam Juhlin.

Så selvfølgelig bliver der i slutningen af forestillingen sænket en seks gange seks meter stor toast ned på scenen. Først brød, så salat og til sidst spejlæg på toppen, så toasten ligner en kæmpe seng, skuespillerne sover i.

»Børneteater er magisk. Du får lov til at udfolde noget, som så transformerer sig til noget helt andet. Det er visuelle tableauer, du kan drømme dig ind i. Det tillader man sig til børn, og det kan jeg godt lide«, siger Julian Toldam Juhlin.

Derfor vil blommen i spejlægsdynen også forvandle sig til månen, mens Laus Høybye og Rasmus Fruergaard synger.

»Jeg måtte fælde en tåre forleden dag, da de lå i toasten og sang om, hvor bittesmå de bliver. Der går scenografi og tekst op i en højere enhed. Den poesi har været vigtig at få med«.

Hvor er man henne når man er borte

og hvor er man henne

når man falder hen?

Det er svært at forstå

når man ikke forstår det,

for om morgenen

er man der altid igen.

’Halfdans Hokus Pokus’. Premiere 9. februar, Skuespilhuset, København.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce