En prutforskrækket læser har brug for et kærlighedsråd.

Læser til brevkassen: Er jeg et mandesvin, hvis jeg ikke kan lide, at min kæreste prutter?

»Se prutten som en tillidserklæring«, skriver poet Victor Boy Lindholm, der er ugens gæsteredaktør, til en læser.
   Foto: Lars Hansen/POLFOTO
»Se prutten som en tillidserklæring«, skriver poet Victor Boy Lindholm, der er ugens gæsteredaktør, til en læser. Foto: Lars Hansen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver tirsdag syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig københavner ind som medredaktør, så de sammen kan give dig love – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Jeg har et problem, og jeg ved godt, at det er et no-go i disse ligestillingstider, at jeg har det sådan.

Jeg har været sammen med min kæreste i fem år, vi er glade, hun er oversmuk, og alt er kærlighed i lange baner. For det meste. For hun er begyndt at prutte. Sådan helt cool – når hun tager sko på eller ligger i sofaen. Bum, bum.

Det er ikke, fordi det lugter, det er mere, fordi det ikke er så - tør jeg sige det? - piget at prutte. Og det er et turn off for mig. Jeg selv dyrker mere ’siveren’ af respekt. Kan jeg få hende til at stoppe uden at være et mandesvin, eller skal jeg lære at leve i et krakeleret glansbillede?

Ugens gæsteredaktør Victor Boy Lindholm:

Jeg tror ikke, at du er et mandesvin. Dit spørgsmål giver udtryk for en oprigtig bekymring. Du er bange for at tabe din kærlighed, fordi du ikke kan overkomme dig selv. Det er dit problem. Det er ikke et spørgsmål om ligestilling eller ligeret til prutten – det burde være selvindlysende, at kvinder prutter. Et langt parforhold er kendetegnet af forskellige stadier, og efter fem år er I kommet til et smukt sted, hvor din kæreste er fuldstændig tryg ved dig.

Jeg synes, at du skal se prutten som en tillidserklæring. I er vokset så tæt på hinanden, at hun måske glemmer, at du er i rummet (det kan selvfølgelig blive et problem). I er et sted i et parforhold, som de færreste oplever. Jeg tror, at du skal værdsætte din kærestes prutter, fordi hver prut er et lille »jeg elsker dig«.

Når det så er sagt, så findes der naturligvis et godt gammeldags punkt imellem siveren og den våde brandskid. Ligesom der findes et kompromis mellem serie-prutteriet og at holde en prut inde, indtil man får forstoppelse. Dette kompromis har ikke noget at gøre med at være ’piget’ (er hun ikke en voksen kvinde?) eller ’drenget’. Det har nok noget at gøre med almindelig hensynsfuldhed og pli.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Parforholdsprut-spørgsmålet kan virke simpelt, ja, som varm luft, ville nogen sige, men for at svare må jeg hidkalde både glemte guder og antikke filosoffer.

Prutten har været en evig joke – nogle historikere mener faktisk, at prutten er kilde til verdens ældste vittighed – fra cirka år 1900 f.v.t. Matshishkapeu er det mundrette navn på en pruttegud, som Canadas oprindelige Innu-folk tilbad. Historien går på, at det krævede stor koncentration at tyde hans luftige beskeder.

Legenden siger også, at en prut var startskuddet på en krig tilbage i 560’erne f.v.t. Apries var farao i Egypten, der dengang også regerede over Jerusalem. At en soldat slog en prut på det forkerte tidspunkt i den hellige by, gjorde folk edderspændt vrede og blev altså skyld i et blodigt oprør.

Så farao Apries var nok ligesom dig ikke den store tilhænger af uhøflige endetarmsbøvser, og den holdning deler I også med gode gamle Pythagoras, du ved, ham med retvinklede trekanter. En af fædrene til vestlig filosofi mente, man kunne miste noget af sin sjæl, når man pruttede, og afskyede efter sigende af samme grund bønner.

Du og din kæreste fjærter jer altså direkte ind i historiebøgerne. Jeg tror, tiden er på hendes side, men hvis du gerne vil prutten til livs, tror jeg, du skal tale den ihjel. Spørg højlydt »ER DET OKAY, JEG PRUTTER NU?«, så ofte du kan, for at gøre kæresten forlegen. Så kan du måske bandlyse Matshishkapeu tilbage til sit badeværelsesfængsel.

Ellers må dommen være: Det er gas, du kan ta’ det.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her