De sidste 10 år har professionelle køkkener kunnet søge om at få Det Økologiske Spisemærke som bevis på, at økologi er en del af deres madprofil. Lige nu er der 2.825 spisesteder, der på den måde er mærket som økologiske.
Langt de fleste er kantiner på offentlige arbejdspladser, børneinstitutioner og plejehjem. Men vil man ud at spise økologisk en aften med kæresten, bliver det straks meget sværere. Kun 9 procent af hoteller, restauranter og cafeer har Det Økologiske Spisemærke i deres vindue, viser tal fra Fødevarestyrelsen. Det svarer til omkring 250 private spisesteder. Antallet af certificeret økologiske restauranter i Danmark er altså forsvindende lille.