Min svoger Lasse, som ud over at være gift med min søster sælger musikinstrumenter og er passioneret lystfisker, fortalte mig engang med en begejstring, som havde han fået verdenshistoriens største laks på krogen, at man kunne få læbepomade med baconsmag. Voila, monsieur.
Slut med vintertørre læber, men i stedet for Carmex’ fedtede medicinerede fornemmelse fylder smagen af en pølse i svøb omkring mundtøjet. Og manden havde jo ret, alting bliver på en eller anden måde bare bedre med bacon – måske lige med undtagelse af citronfromage; det skal vi imidlertid ikke kunne sige, da vi aldrig har forsøgt os med denne smagskombination.
Men lige en tidbit fra det amerikanske kontinent: Da baconchokoladen for nogle år siden blev sendt på markedet af først en og siden et større antal producenter, beskrev salgskurven en rakets færd mod rummet umiddelbart efter affyringen. Årets mest solgte nye produkt blev det.
Det er da også en sandhed, at seriøst mange virkelig lækre retter har bacon som en central ingrediens, ligesom bacon med held kan bruges til at peppe ellers lidt halvkedelige forestillinger op. Vi nævner i flæng spaghetti alla carbonara, denne vidunderligt enkle servering, hvor parmesan (eller pecorino eller en blanding), letpiskede æg, måske løg og ikke mindst masser af friskkværnet peber smyger sig som en silkekimono omkring nykogt pasta; æbleflæsk er jo intet mindre end løg, bacon og æblers apoteose; og så har vi endda ikke sunget lov og pris til hele den vestlige verdens foretrukne weekendmorgenmad: sprødstegte skiver af bacon serveret med cremet røræg og ristet brød med orangemarmelade.
