»Der er noget i luften/ jeg véd ikke hvad,/ som forår, skønt skoven/ har mistet hvert blad«.
Sådan lyder en gammel sang, men helt bladløst er det altså ikke denne vinter. For selv om januar er lig med nøgne træer og golde plæner, er der altså tilsyneladende noget andet i luften i år, for flere forårsbebudere har allerede nu gjort deres entré.
Erantis er en af de helt klassiske, og allerede her i januar har man kunnet spotte den gule urt rundt omkring, og nu melder endnu en billedskøn flora sig på banen tidligere end normalt.
TV 2 Lorry kan nemlig fortælle, at enkelte blomster på de famøse japanske kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård er sprunget ud.
Det er fordi, vi har så mild en vinter. Så kan træerne godt blive trigget lidt til at begynde at blomstre
Lorry skriver, at det er januars milde temperaturer, der har gjort blomstringen muligt.
»Det er, fordi vi har så mild en vinter. Så kan træerne godt blive trigget lidt til at begynde at blomstre«, udtaler kirkegårdens gartner Thomas Johansen til Lorry.
150.00 besøgende
Alleen på kirkegården er hvert forår en velbesøgt Instagram-attraktion på grund af de smukke lyserøde blomster. Men du behøver ikke finde selfiestangen frem endnu, for når frosten vender tilbage, så falder blomsterne af.
»Det kan de slet ikke tåle«, siger Thomas Johansen om frosten til Lorry.
Det betyder desværre også, at når den ’rigtige’ blomstring finder sted i april, så bliver det uden de knopper, der blomstrer nu.
Mere end 150.000 slår hvert år deres vej forbi Bispebjerg Kirkegaards lyserøde træer, som blev plantet i 1994.
I vores guide fra sidste år kan du se, hvilke steder i København du kan være heldig at finde de smukke træer, så er du forberedt til, når det rigtige forår kommer.
fortsæt med at læse
