Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Læser: Må man gå fra sin partner midt under coronakrisen?

Pas på med at skifte din partner ud i krisetider. Det kan hurtigt løbe op i en del ægteskaber. Spørg bare Elizabeth Taylor, der nåede at blive gift otte gange. Her er hun fotograferet med skuespiller Paul Newman i filmen 'Kat på et varmt bliktag' i 1958.
Pas på med at skifte din partner ud i krisetider. Det kan hurtigt løbe op i en del ægteskaber. Spørg bare Elizabeth Taylor, der nåede at blive gift otte gange. Her er hun fotograferet med skuespiller Paul Newman i filmen 'Kat på et varmt bliktag' i 1958.
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse. Jeg er som resten af landet og verden gået i karantæne, og det går vel sådan set okay, ud over en ting. Jeg er i karantæne sammen med min kæreste.

Jeg var i tvivl om vores forhold inden karantænen, men nu er det virkelig gået op for mig, at jeg ikke kan være kærester med ham, og at vores forhold faktisk nok kun fungerede, fordi vi ikke var sammen hele tiden.

Men hvornår slår jeg op?

Jeg kan ikke holde ud at skulle være fanget sammen til efter påske, men er det dårlig stil at gøre det oven i alt det andet, der foregår? Hjælp!

Kh den kriseramte

Gæsteredaktør Sandra Brovall:

Her fra min egen karantænetilstand i New York kan jeg høre mine naboer skændes gennem lejlighedens papirtynde væg. Jeg kan ikke forstå, hvad de råber, for de taler græsk. Men jeg forstår dog så meget som, at kvinden er RASENDE på sin mand.

Jeg er selv rasende. På kvinden. Jeg er flyttet ud af min lejlighed i Brooklyn to timer herfra for at komme væk fra millionbyen New York, coronavirussens amerikanske epicenter. Ud på landet, hvor det er lidt lettere at holde social distance til andre. Nu er jeg så i karantæne sammen med min mand i vores 18 kvadratmeter lille stue, og den er lige så varm som en sauna. Det er min åbenbart kuldskære nabo, der insisterer på at holde bygningens temperatur på gennemsnitlig 38 grader.

Jeg arbejder hjemmefra, og min mand har måttet lukke sin restaurant. De seneste 11 dage har vi siddet størstedelen af døgnets timer i lejlighedens tropiske hede. Sammen.

Det sparsomme tøj, jeg nåede at få med herop, stinker nu alt sammen af sved. Troede jeg. For forleden, da jeg ville give ham et kys, veg han bort og spurgte mig: »Har du pruttet?«.

Nej. Men det er åbenbart sådan, jeg lugter i karantæne.

Alt dette skriver jeg for at spørge: Er du sikker på, at du skal handle på de følelser, du har lige nu i den her ekstreme, apokalyptiske situation? Du og din kæreste skal vel ikke være sammen hele tiden, når det her forhåbentlig engang er slut? Jeg holder vel også op med at lugte sådan på den anden side af det her.

Det er ikke for at negligere dine følelser. Som jeg læste forleden i magasinet The New Yorker, har et rekordstort antal kinesere begæret skilsmisse, efter at karantænen blev ophævet der. I hinandens totale nærhed kom deres underliggende, grundlæggende uenigheder op til overfladen, fortalte en i artiklen. Måske er det også tilfældet for jer.

Men jeg synes, du skal knibe ballerne sammen lidt endnu. Måske der er mindre raseri, rarere lugte og mere kærlighed på den anden side.

Kærlig hilsen Sandra

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære du

Karantænen er mærkelig. Mærkelig selvfølgelig, fordi den er reaktionen på noget helt vildt, men også mærkelig, fordi karantænen har evnen til at skabe sandheder og løgne. Når vi er alene og sammen på så lidt plads over så lang tid, bliver hverdagen til et par for små sko; lige meget hvor gerne vi vil gå dem til, så niver det.

Så jeg forstår godt din stedsøsterlige drøm om at skære tåen af, men tænk, hvis der bare er tale om en nedgroet negl? Måske kan frisk luft og lidt afstand klare det meste.

Lad os gå ned ad begge stier. Måske har du ret, måske har karantænen afsløret underliggende symptomer på hemmeligt råddenskab. Uden at vide, om pandemien har gjort det nemmere eller sværere, så skal du straks gå på jagt i boligannoncerne efter en lavloftet 1,5-værelses hvor du kan udleve din højtønskede ensomhed.

Eller også er der tale om et køkkenklip her: Du er en af de mange, der har fået et skævvredet selvbillede af at gå for meget i joggingbukser og nu prøver at stive personligheden af med Schwarzkopf. Jeg kan godt frygte, at det er det, du har gang i, og jeg vil gerne advare om risikoen for, at din singletilværelse kommer til at føles som en hjemmeblonderet grydefrisure.

Din opgave er i virkeligheden: Tænk tilbage på verden, som den var engang (ja, det er overraskende svært): Var han så dum, som vi husker, eller er det, fordi det er fjerde dag i streg, du ser ham med Roxette-T-shirt og fladt pudehår?

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her