Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Der er så mange flotte fyre, som har bevæget sig ud under den blå himmel i København, og jeg ser pludselig en unik og sjælden mulighed for at score in real life frem for at ty til Tinder.
Hvordan kommer jeg i coronavenlig kontakt med ham, der sidder på Sønder Boulevards græsplæne og nyder en kaffe, og hvad siger jeg overhovedet?
Mit problemet ligger i, at jeg ikke aner, om man overhovedet kan score i fuldt dagslys og så på en hverdag. Hvordan kommer jeg i coronavenlig kontakt med ham, der sidder på Sønder Boulevards græsplæne og nyder en kaffe, og hvad siger jeg overhovedet?
Kh pigen, som ikke kan overskue, at corona skal ødelægge en god 2020-flirt
Gæsteredaktør Renna Rose Agger:
Jeg kender flere, der allerede har opgivet 2020. Både når det kommer til flirts og menneskelig kontakt generelt. Så tillykke med din sunde indstilling! Men: Jeg kan ikke undgå at bemærke, at du har opstillet en række forhindringer for dit eget projekt, der virker så skudsikre, at jeg bliver i tvivl, om du overhovedet selv tror på det?
En ting er at droppe Tinder. Men hvorfor skal mødet ske på en hverdag? Hvorfor midt på dagen?
En ting er at droppe Tinder. Men hvorfor skal mødet ske på en hverdag? Hvorfor midt på dagen? Og hvad er grunden til, at du vil slå til, mens han er forsvarsløs og ædru? Tillad mig at ændre din præmis og tilføre flere mennesker, højere procenter og et råd, jeg engang fik af en femårig.
Indrømmet: Jeg har aldrig været ædru, første gang jeg kyssede nogen, og har heller aldrig inviteret nogen ud. Jeg er nemlig en kæmpe kylling, og du slår mig som det samme. Det er ingen skam og heller ingen hæmsko, hvis det gribes rigtigt an. Derfor er mit råd, at du skal omfavne din begrænsninger. Nøglen er manipulation og alkohol. Med de rigtige mængder af begge dele kan du score helt uden akavede indgangsreplikker.
Ugens gæsteredaktør
Renna Rose Agger
Født 1990. Journalist på Politiken, tidligere Føljeton og Vice.
Har bl.a. været med til at lave podcasten ’Efter voldtægten’, som kan høres her.
Bor på Vesterbro, hvor hun deler hjem og karantæne med sin kæreste gennem otte år.
Tag et par venner og en flaske bobler under armen. Sæt dig tæt på mænd, der har gjort det samme. Grin højt, gå forbi dem, når du henter flere øl. Byd dem på en, og lad dem vælge næste sang på din medbragte højtaler. Før du ved af det, har du scoret helt uden Tinder, og helt uden at sætte dig selv på spil.
Som min kusine på fem engang sagde til mig, da jeg sad i en lignende situation: »Først går du forbi. Så går du forbi igen. Og så spørger du, hvad deres yndlingssang er«. Så enkelt kan det siges.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelsons svar:
Du spørger, hvordan man hverdagsscorer nogen på gaden. Du kunne lige så godt have spurgt, hvordan man får 12 til en mundtlig eksamen uden at læse op, svaret ville være det samme: Man skal have ekstremt meget selvtillid og charme, og siden du spørger, går jeg ud fra, du mangler i hvert fald en af delene.
Tag dit blødeste og lækreste tøj på, det kunne være en cashmere-turtleneck, stil dig midt i et rum oplyst af solskin, sæt noget virkelig ørehængende god pop på og sig så højt: »Jeg har fortjent alt godt, der nogensinde er sket for mig«
Selvtillid er et livslangt projekt, men vi kan godt snyde os til en smule. Tag dit blødeste og lækreste tøj på, det kunne være en cashmere-turtleneck, stil dig midt i et rum oplyst af solskin, sæt noget virkelig ørehængende god pop på og sig så højt: »Jeg har fortjent alt godt, der nogensinde er sket for mig«. Kan du mærke, hvordan hagen løfter sig selv? Charmen får jeg sværere ved at låne dig, så jeg håber, du har lidt med som krybbegave.
Og så skal du ellers lære at bruge dine værktøjer, du skal flirte. Her er det vigtigt at forstå, du ikke skal lære, hvordan man flirter, men hvordan du gør det. Hvornår står du skarpest? Er det med en sjov anekdote rullende af tungen, lige midt i koreografien på et varmt dansegulv eller med ølskum på vej ud af næsen i en latterkrampe? For jeg kan mærke, det ikke er der, på Sønder Boulevard, en vindblæst tirsdag eftermiddag.
Ibyens brevkasse
Podcasten vender tilbage!
Det er en mærkelig udfordring, du har stillet dig selv, og jeg ser det som en del af den dumme tendens til at gøre pandemien effektiv. Man behøver ikke have lært at strikke, bage eller score fremmede, bare fordi verden er lukket, man må gerne være sit sølle gamle gennemsnitlige jeg, og man må faktisk også gerne være dårligere end før.
Hvis ikke jeg har stoppet dig endnu, så har du fundet den sidste hemmelige ingrediens, der måske ikke skaffer dig et 12-tal, men som godt kan få dig til at bestå: desperation.
fortsæt med at læse
