Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse,
I min coronaisolation er jeg bange for, at jeg er ved at forelske mig i min roomie. Men jeg er ikke sikker på, om det er ægte forelskelse (og om det er gengældt), eller om det simpelthen bare skyldes, at jeg har været sammen med hende hver dag i snart en måned.
Er det din lejlighed? For så kan en mislykket flirt blot resultere i en ny roomie
Vi spiser næsten alle måltider sammen, læser sammen, ser film sammen, drikker vin og griner sammen, og vi er kommet hinanden utroligt nær. Vi har fortalt hinanden ting, vi aldrig har fortalt andre, og stemningen er generelt blevet meget kærlig. Men er det forelskelse eller coronakuller? Og hvordan finder jeg ud af det uden at sætte vores gode roomie-forhold på spil?
Vh den forvirrede
Gæsteredaktør Sebastian Cordes:
First of all, det lyder som om du har det ret fedt i forhold til mange andre i den her lockdown; dybe samtaler, film med én, man virkelig kan lide. Lidt bedre end isolation alene, eller hverdag med tre børn, der konstant ødelægger dine Zoom-møder med chefen. Nyd det! Men man kan godt både have coronakuller og være forelsket samtidig. Og det kan jo sagtens være sket af den coronakedsomhed, der kan opstå. Man bliver forelsket i alle mulige, og besat af alt muligt, når man ikke har noget at tage sig til.
Gæsteredaktør
Sebastian Cordes
Filminstruktør og freelanceskribent, født 1988. Netop ved at færdiggøre en essaysamling om kedsomhed på Forlaget Kronstork. Bor i København.
Foto: Mette Frandsen
»Kedsomheden er rolig, men kan sætte ting i bevægelse«, som Kierkegaard sagde. Og spørgsmålet er, om bevægelsen der er sat i gang hos dig, er liderlighed eller forelskelse – og begge dele er helt fair. Venlig hilsen én, der er mindst en af delene.
Men for at gå til dit dilemma: Det kyniske svar ville være at spørge dig tilbage: Er det din lejlighed? For så kan en mislykket flirt blot resultere i en ny roomie. Hvis du er afhængig af ikke at blive smidt ud, er det måse ikke helt smart at gå all in og miste et værelse.
Så nej, din forelskelse er ikke sand, og ja, du bliver nødt til at satse på den
Det fornuftige svar er nok at vente med at bryde ud i serenader eller lægge op til sex, indtil I ser andre. Forsvinder det hele dér, var det nok hudsult og ikke forelskelse.
Men det svar, jeg i sidste ende alligevel vil give, er: Køb en flaske champagne, og se hvad der sker. Nyd en brusende aften sammen, og se om der er tiltrækning tilbage. Føl aftenen. Go for it. Champagne er tit svaret på en flirt.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Selvfølgelig er det en illusion, endnu et eksempel på romantisk Stockholm-syndrom. Du er den skibsvragne stakkel, der efter en måned på en øde ø er begyndt at se havfruer bryde vandoverfladen i horisonten. Flirter de med dig? Nej, hjernen er nu engang en overlever, altid klar med en ny eventyrlighed til at holde sig selv følelsesmæssigt oven vande, og der er en god gammeldags forelskelse noget af det nemmeste, de små grå kan hive op af skrivebordsskuffen. For manuskriptet skriver jo sig selv: Vin, latter og hemmeligheder i første akt, et strandbryllup i andet, en af havfruerne kan sågar vie jer.
Måske du tror, jeg håner din forelskelse, men i virkeligheden håner jeg alle forelskelser. »Vi mødtes på Tinder/vi mødtes i kantinen på arbejdet/vi er gamle venner. Er vores kærlighed ægte?«. Sådan er det med forelskelsen, den er en løgnehistorie, du er nødt til at tro på. Lige meget hvor man møder hinanden, så bor tvivlen der allerede. Tvivlen på forelskelsen er ikke det modsatte af kærligheden – det er bare hjernen, der gør sit for at oversætte eventyr til virkelighed.
For det skal du huske: Lige om hjørnet venter virkeligheden. Lige nu har I det vidunderligt, og det har du så måske tænkt dig at fucke op. Der vil jeg gerne minde om en forskel på roommates og kærester: Roommates har faktisk respekt for hinanden, og hinandens privatsfære. Så hvis I går fra at være tætte til forbundet midt i en karantæne, kan I hurtigt blive lidt af et liggesår.
Så nej, din forelskelse er ikke sand, og ja, du bliver nødt til at satse på den. Pøj pøj, jeg håber, du får din havfrue.
fortsæt med at læse
