På grund af et loft på 35 publikummer per koncert kan Jazzhus Montmartre i København ikke fortsætte driften, oplyser spillestedet i en pressemeddelelse.

Historisk spillested indstiller alle koncerter

Over årene har et hav af store jazzmusikere spillet på Montmartre. Her ses Dave Kikoski, er en af de vigtigste amerikanske pianister i nyere tid, på scenen. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Over årene har et hav af store jazzmusikere spillet på Montmartre. Her ses Dave Kikoski, er en af de vigtigste amerikanske pianister i nyere tid, på scenen. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Jazzhus Montmartre, et af landets fremmeste spillesteder for både dansk og international jazz, indstiller al koncertaktivitet.

Det oplyser spillestedets administrerende direktør, Jonas Dyrved, i en pressemeddelelse onsdag formiddag.

»Vi begræder situationen, men det er ikke muligt for os at drive huset på det ønskede niveau med indtægterne fra kun 35 billetter mod normalt 85 pladser. Vi havde håbet, at staten ville komme med en større hjælpepakke, som kunne afværge situationen, men det netop indgåede forlig er for lidt og for sent«, udtaler han i pressemeddelelsen, hvor det også oplyses, at beslutningen om at indstille koncertaktiviteten vil eksekveres øjeblikkelig og med henblik på at afvikle spillestedet.

Lejemålet i Store Regnegade i det indre København, hvor Montmartre med hjælp fra pianist Niels Lan Doky og iværksætter Rune Bech genåbnede i 2010, er blevet opsagt, og både faste medarbejdere og timelønnede er sendt hjem.

»Det er den perfekte storm«

Den hjælpepakke til koncerter og forestillinger, politikerne på Christiansborg aftalte i sidste uge, kompenserer ikke for hele tabet ved at afholde koncerter. Og den betinger samtidig, at spillestedet ikke må lave et overskud på ordningen. Dermed er der ikke udsigt til, at Montmartre kan få en indtjening, der er stor nok til at betale den gæld, der allerede er oparbejdet under coronanedlukningen, forklarer Jonas Dyrved til Politiken.

Jazzhus Montmartre har oparbejdet en gæld på 350.000 kroner, fordi spillestedet under coronakrisen har fået lov til at udskyde betalingen af moms og a-skat.

»Det er den perfekte storm. Montmartre er i forvejen drevet som et nonprofitforetagende«, siger han.

I 2017 blev det allerede dengang økonomisk pressede spillested reddet af en ekstraordinær bevilling fra Københavns Kommune, hvor der blev afsat 700.000 kroner årligt over tre år til drift og koncertvirksomhed. Derudover har spillestedet modtaget honorarstøtte samt støtte fra en række fonde.

Men nu er støtten fra Københavns Kommune også usikker, selv om der ifølge Jonas Dyrved ligger en indstilling i kultur- og fritidsudvalget om, at støtten skal hæves fra de nuværende 700.000 kroner om året til 1 million kroner om året i perioden 2021 til 2024. Men det er endnu ikke afgjort, om politikerne vil følge den indstilling og altså bevilge pengene.

»Og selv om vi får 1 million, går regnestykket fortsat ikke op. For vi ved ikke, om vi kan få den million kroner i støtte, vi hidtil har fået fra fonde og sponsorer. Så skal Montmartre overleve, kræver det, at nogen kommer og hjælper os nu«.

Er det realistisk?

»Nej, det er det måske ikke. Det er også derfor, vi går i gang med at afvikle stedet nu, stopper koncerterne og har opsagt lejemålet, så vi undgår en konkursbegæring og kan afvikle det nogenlunde ordentligt«, siger Jonas Dyrved.

Kulturborgmester i København Franciska Rosenkilde (Alt.) siger, at kommunen vil gøre alt, hvad den kan, for at hjælpe Montmartre. Men opfordrer samtidig staten til også at træde til med et ekstraordinært tilskud til det kendte spillested.

»Der er ingen tvivl om, at det er et ikonisk spillested for København og for jazzen i Danmark. Det vil være et kæmpetab for musikscenen i Danmark og for København, hvis det her lukker. Vi vil gerne hjælpe, så meget vi kan, men jeg tror ikke, at det er nok. Derfor er staten også nødt til at træde til«, siger hun.

Socialdemokraterne opfordrer Montmartre til at søge den særlige pulje på 2 millioner kroner, som Københavns Kommune har oprettet netop til lukningstruede spillesteder.

»Det vil være vanvittigt trist at set det sted lukke. Og jeg vil nu bede forvaltningen gøre Montmartre opmærksom på den pulje, og så må vi se om det er nok«, siger den politiske ordfører i København, Jonas Bjørn Jensen.

Sidste koncert på Jazzhus Montmartre blev afholdt lørdag 29. august 2020.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her