Det er ikke længere glatte isser, tatoveringer og hashhandel, der dominerer Jægersborggade på Nørrebro. Også den fordrukne Piphans og den højrøstede Syreper er forsvundet fra gadens brosten. I dag er det i stedet den kreative klasse, der har indtaget Jægersborggade med økologisk honning og kaktusbutikker.
Da jeg som lille flyttede til Nørrebro med min far, var det forbundet med en lille portion skam at sige, at man boede efter runddelen. Sådan er det ikke længere. Det blev klart for mig, da jeg for nylig købte andelslejlighed i Jægersborggade, der efterhånden er blevet så smart, at det næsten er gået over.
For hvor sjovt er det egentlig at bo i en gade, hvor selv ens forældre synes, det er dejligt at drive rundt i specialbutikkerne om lørdagen og købe grød og afrikansk dyreprint til overpris? Og hvorfor har lige Jægersborggade udviklet sig fra nedslidt arbejderklasse over rockerhøjborg til speltmekka på en måde, der synes mere ekstrem end andre steder og uden særlig meget kommunal indblanding?
Den historie kender beboerne. Faktisk er det i høj grad dem, der har skabt den. Ilan Scheftelowitz har boet i gaden siden 2009. Han ejer spisestedet og cafeen Gonzo, hvor man blandt andet kan komme til fællesspisning, swingdans og livemusik. Han er også næstformand i andelsforeningen AB-Jæger, som med 450 lejligheder ejer næsten hele gaden. I 10-15 år har han været med til at forme Jægersborggade, som vi kender den i dag.
