Penge lugter ikke, men måden, de tjenes på, kan sagtens gøre det. Det gør svineproduktionen af oplagte årsager. Det er ikke nyt, men i de senere år er den enorme danske svineproduktion – omkring fem gange den danske befolkning årligt – blevet koncentreret mere og mere. De ca. 32 millioner svin, der produceres – i sig selv et problematisk ord om levende væsner – bliver det på færre og færre og større og større landbrug.
Traditionelt landbrug er blevet til gigantiske ’svinefabrikker’, som Poul Jensen fra Langeland udtrykte det her i avisen. Han er en af naboerne til det hastigt ekspanderende svinelandbrug og dermed i første række til at blive ramt af konsekvenserne, når det gælder luft, forurening og tab af biodiversitet. At stadig større svinebedrifter rammer lokalområder hårdt, er indlysende, og det samme burde det være, at det sker med nærområdets samtykke. Men som beskrevet i Politiken har kommunerne meget få muligheder for at styre udviklingen. Som borgmester Bo Hansen (S) i Svendborg udtrykker det, har kommunerne reelt »godkendelsespligt«, hvis de nationale miljøkrav er opfyldt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.