Det lugter efterhånden af, at mange års mesterskabstørst bliver slukket i dette forår i det nordlige London.
I næstsidste spillerunde vandt Arsenal mandag aften med 1-0 på eget græs over Burnley i Premier League. Dermed er der kun en sidste hurdle, der skal klares, før klubbens første mesterskab siden 2004 bliver sikret.
Kai Havertz har ingenlunde været fast mand i indeværende sæson, men Mikel Arteta havde overraskende fundet plads til ham i mandagens startopstilling, og det valg er spanieren nok ganske tilfreds med.
Den tyske frontmand endte nemlig som matchvinder mod Burnley med sit hovedstødsmål efter en halv time i en kamp, hvor Arsenal ikke imponerede, men modstanderen, der allerede er rykket ned, var af så ringe karakter, at det ikke betød noget.
Arsenal fører før den sidste kamp med fem point ned til Manchester City, der dog har en kamp i hånden tirsdag på udebane mod Bournemouth. Hvis City ikke vinder den, ender titlen hos Arsenal inden sidste spillerunde.
Missede kæmpe mulighed
Ellers kommer det helt ned til på søndag, hvor Arsenal på sidstedagen skal en tur til Crystal Palace, mens City får besøg af Aston Villa.
Men mandag aften blev næstsidste opgave altså klaret for Arsenal, selv om det ikke var prangende. Værterne havde bolden meget, men imponerede ikke synderligt.
Efter et lille kvarter lykkedes det dog Arsenal at tilspille sig to store chancer inden for kort tid, men Havertz ramte bolden helt skævt, mens Leandro Trossards afslutning tog træværket.
Derfra fortsatte ørkenvandringen mod Burnleys mål, inden Arsenal efter en halv times spil endelig viste tænder igen.
Bukayo Saka missede fra nært hold en kæmpe mulighed, men englænderen gjorde det godt igen, da han på det efterfølgende hjørnespark sendte bolden direkte ind i pandebrasken på Havertz, der steg flot til vejrs.
Føringen kunne også blive større inden pausen, og blandt andre Martin Ødegaard burde have scoret, men nordmandens afslutning blev blokeret.
I anden halvleg virkede det dog til, at mulige mesterskabsnerver begyndte at spille ind.
Arsenal blev i hvert faldt langt mere afventende og overlod mere initiativ til gæsterne. Heldigvis for værterne havde Burnley ikke noget som helst at komme med.
Derfor havde Arsenals defensiv ganske godt styr på begivenhederne, og de tre point blev kørt hjem.
ritzau




























