0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
IBYEN

En dag besluttede Anna sig for at skære igennem ...

7. december 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I midten af 1800-tallet var sex ikke noget, man talte om, hvis man var en pæn pige fra det pæne borgerskab. Det fik Anna Hude ændret på, efter at hun en forårsdag i 1879 blev voldtaget af familielægen. Ibyen fortæller historien om en usædvanlig kvinde, der kæmpede for sit køns rettigheder - og som den første danske kvinde opnåede en doktorgrad.

Da den 22-årige stjernestuderende Anna Hude blev udsat for et overgreb af sin 66-årige familielæge, vidste hun ikke, hvad der egentlig var overgået hende.

Det skete i midten i af 1800-tallet, og på det tidspunkt var sex så stort et tabu, at de fleste kvinder – særlig borgerskabets – ikke anede, hvordan sex foregik.

Alligevel fornemmede Anna Hude, at noget var galt. Selv om hun ikke med ord kunne forklare, hvad det var.

Anna Hude var en ung, ambitiøs kvinde, der stædigt kæmpede sig vej gennem et patriarkalsk system. Fortællingen om hende er også et indblik i danmarkshistorien på en tid med total mangel på et sprog for sex og seksualitet og i en voldtægt, der endte i et mordforsøg.

Anna Hude blev født 26. juli 1858 ind i en middelklassefamilie i Ebeltoft. Fra hun var lille, var hun videbegærlig, og efter hendes konfirmation blev hun sendt til Fyn som lærerinde. Det varede dog ikke længe, før hun fik hjemve og vendte hjem.

Han følte sig godt frem. Undersøgte hendes mave, undersøgte hende mellem benene. Anna brød sig ikke om det, men forstod samtidig heller ikke, hvad der skete

I 1876, da Anna Hude var 18 år, fik hun overtalt sine forældre til at blive sendt til København for at tage et lærerindekursus, som i vid udstrækning var den uddannelsesmulighed, der var til rådighed for kvinder. Hun bestod i 1877.

»Anna var ikke interesseret i den ’karrierevej’, der var udstukket til middelklassens kvinder, som er ægteskab, mand og børn«, siger Berit Freyheit, der er specialist og podcastredaktør hos Københavns Biblioteker, og som har beskæftiget sig indgående med Anna Hudes historie.

København blev et vendepunkt for Anna Hude, der flyttede til byen i en tid, hvor mange nye politiske ideer var ved at tage form og plads. Grundloven var blevet vedtaget i 1849, hvilket havde etableret en form for demokrati, og en ny kvindebevægelse var så småt ved at tage form.

»Der skete et opbrud i Annas tanker. Efter sin eksamen fik hun et job i Roskilde som lærerinde, og hun opdagede hurtigt, at det ikke stimulerede hende nok«, siger Berit Freyheit og forklarer, at Anna Hudes store idol var Nielsine Nielsen, Danmarks første kvindelige student, der formåede at mase sig ind på medicinstudiet. Anna Hude ville samme vej.

»Endnu en gang overtalte hun sine forældre til at sende hende til København, så hun kunne gå på Zahles Gymnasieskole. De lod hende gøre det. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at de ikke syntes om det«.

Familielæge forgreb sig på hende

Anna Hude blev indlogeret hos sin morbror i Store Kongensgade. Hun begyndte på Zahles og knoklede hårdt med sine studier. Ved siden af studiet arbejdede hun for at kunne finansiere sin uddannelse.

På et tidspunkt blev presset så hårdt, at hun endte i sengen med total udmattelse, mavesmerter og forkølelse.

»Det var en belastningsreaktion. Hun blev simpelthen syg af overanstrengelse«, fortæller Berit Freyheit.

Det var i marts 1879.

Familielægen Carl Leerbeck blev tilkaldt, en respekteret læge og familiefar til 10 børn med adresse i Lille Strandstræde. Han skulle undersøge Anna Hudes tilstand.

»Han følte sig godt frem. Undersøgte hendes mave, undersøgte hende mellem benene. Anna brød sig ikke om det, men forstod samtidig heller ikke, hvad der skete, hvad hendes ubehag skyldtes«, forklarer Berit Freyheit.

Selv om det var et psykisk sammenbrud, der bandt Anna Hude til sengen, syntes Carl Leerbeck alligevel, at hendes underliv skulle undersøges.

»Anna vidste simpelthen ikke, hvad et overgreb var, eller hvordan de kunne tage sig ud«, siger Berit Freyheit.

Sådan var normen nemlig. Ifølge Cecilie Bønnelycke, der er cand.mag. i historie med speciale i seksualitetshistorie og inspektør på Museum Lolland-Falster, fandtes der ikke et sprog for sex og seksualitet. Man kan endda tale om en tillært uvidenhed.

Anna Hudes uvidenhed var almindelig for alle køn. Man troede, at bare det at tale om sex kunne fordærve den enkelte

»Anna Hudes uvidenhed var almindelig for alle køn. Man troede, at bare det at tale om sex kunne fordærve den enkelte. Der var ingen institutionaliseret seksualoplysning, hvilket for de fleste betød, at de ikke havde nogen idé om, hvordan børn blev til, eller hvordan man udførte et samleje«, forklarer Cecilie Bønnelycke og fortsætter:

»Men Anna kunne alligevel mærke på sin krop, at det var forkert, hvad Leerbeck gjorde. Og de fleste har også vidst, at voldtægter var noget forkert, for man vidste, at ’det der sex’ kun var noget, der foregik mellem mand og kone. Mange kunne vide, at sex var forkert, uden at vide, hvad sex egentlig var«.

Anna Hude forsøgte at glemme oplevelsen ved at bortforklare lægens opførsel.

»Hun følte en ekstrem skyld og skam over, hvad der var sket. Faktisk er det en smule bemærkelsesværdigt, at Annas reaktion på mange måder afspejler den måde, kvinders reaktion i dag også er på, når de bliver udsat for overgreb«, siger Berit Freyheit.

Skam og magtesløshed

Anna Hudes forsøg på fortrængning viste sig dog ikke at virke. For lægen Carl Leerbeck lod hende ikke være i fred. Tværtimod blev han ved at opsøge Anna Hude for at fortsætte overgrebene i hjemmet og siden også andre steder.

»København var meget lille på det her tidspunkt, og de kom i samme kredse. Leerbeck dukkede op de steder og til de selskaber, hvor Anna befandt sig, og det udviklede sig til decideret stalking«, siger Berit Freyheit.

Anna Hude forsøgte flere gange at indgå i dialog med ham, men Leerbeck udnyttede alle mulighederne til at fortsætte sin chikane.

En dag lykkedes det ham at få Anna Hude lokket med ind på et værelse i Fiolstræde 38, hvor nogle sexarbejdere holdt til.

»Sexarbejderne havde han et godt forhold til, så de sagde ikke noget. Her både græd og skreg Anna og sagde, at han skulle stoppe. Det opfattede han som koketteri. Hun var jo selv gået med ham. Det var en mere regulær voldtægt, og det kunne Anna ikke bortforklare med, at han var læge eller noget andet«, siger Berit Freyheit.

Hun meldte det ikke, for hun skammede sig og bebrejdede sig selv at være gået med. Leerbeck stalkede hende stadig.

»En dag besluttede Anna sig for at skære igennem og sige, at nu var det slut. De aftalte at gå en aftentur, og først undskyldte han lidt og gik i offerposition«.

Men så begyndte han at kysse hende igen.

»Det var ikke mere end det. Men budskabet var tydeligvis ikke feset ind. Anna var desperat og spurgte ham: »Hvorfor gør du det, hvorfor er du sådan?««, fortæller Berit Freyheit og tilføjer, at Anna Hude kort tid efter forsøgte at begå selvmord med sovemiddel. Skammen og magtesløsheden sendte hende ud i en alvorlig depression, og hun måtte sygemelde sig fra sine eksamener, som ellers var det vigtigste for hende.

Skudattentatet i Læderstræde

På et tidspunkt fik hun nok. Hun gik ned til isenkræmmer Børgensen i Frederiksberggade og købte en pistol og blev i samme ombæring oplært i at skyde.

»Hun stillede sig på lur i en port tæt på, hvor Leerbeck boede, og da hun så ham, skød hun to-tre gange«, siger Berit Freyheit.

Carl Leerbeck fik sig dog kun et chok og nogle overfladiske skrammer.

Politiet anholdt Anna Hude med det samme. Her brød hun helt sammen og fortalte alt.

Holger Damgaard
Foto: Holger Damgaard


»Det, som er meget usædvanligt, er, at politiet faktisk tror på Annas historie; hun er på det her tidspunkt bare en 22-årig ung kvinde. Politiet anholdt efterfølgende også Leerbeck. Han fik travlt med at bortforklare både over for politi, kone og familie, men han vidste godt, hvor det bar hen«, siger Berit Freyheit.

I hvert fald begik han natten efter sin varetægtsfængsling selvmord i sin celle. Anna Hude fik fem måneder i fængsel, hvor hun endda fik lov at fortsætte sine studier.

»Det var en meget, meget mild straf. Man må forestille sig, at hendes middelklassebaggrund kom hende en anelse til gode, og så var der også mange i offentligheden, der var på hendes side«, siger Berit Freyheit.

For sagen fik stor offentlig bevågenhed, og det er ifølge Berit Freyheit ikke så mærkeligt:

»Anna blev en af de første kvinder, der fortalte om overgreb helt åbent og råt i en retssag. Man kan sige, at hun gav kvinder et andet sprog for de her overgreb, der skete mellem folk, der kendte hinanden. Mænd havde jo bare ret til kvinders krop«.

Danmarks første kvinde med doktorgrad

I 1882 fik Anna Hude sin studentereksamen som den sjette kvinde i Danmark. Nu var drømmen ikke længere at læse medicin, men historie, hvilket hun begyndte på i 1883.

»Hun var heldig at møde nogle fremsynede professorer, der syntes, det var fedt med kvindelige studerende«, siger Berit Freyheit og tilføjer, at de støttede hende hele uddannelsen igennem. Og det endte med, at hun i 1887 blev den første kvindelige kandidat i historie og modtog Københavns Universitets guldmedalje for sin afhandling om lensvæsenets opkomst.

Men Anna Hude fortsatte. Og i 1893 opnåede hun det, som hendes idol Nielsine Nielsen ikke kunne: Hun fik en doktorgrad med sin disputats om Danehoffet. Det var hun den første kvinde i Danmark til at opnå.

Kvindesagen var Anna Hude også blevet engageret i. I 1884 havde hun meldt sig ind i Dansk Kvindesamfund, og i 1904 var hun med til at stifte Politisk Kvindeforening, som kæmpede for kvinders stemmeret. Hun var for en tid også forperson.

Hun stillede sig på lur i en port tæt på, hvor Leerbeck boede, og da hun så ham, skød hun to-tre gange

»Sådan kan det komme til at lyde, som om karrieren bare kørte på skinner for Anna. Men det er ikke sandheden«, siger Berit Freyheit og fortsætter:

»Hendes køn blev ved med at være en forhindring. Hun fik job i Rigsarkivet, men måtte ikke blive arkivar, fordi hun var kvinde. Hun fik lavere løn, og mange af hendes mandlige kollegaer regnede hende ikke for meget. Alligevel arbejdede hun der i 20 år«.

En anden ting, der blev ved med at forfølge Anna gennem arbejdslivet, var en svækket psyke og sammenbrud, hvilket resulterede i mange sygeperioder.

»Hun havde nok, ikke så underligt, en slags ptsd«, siger Berit Freyheit.

Da Anna Hude var omkring 50 år, blev hun meget spiritistisk interesseret. Hun begyndte at forske i psykiske ting og lavede undersøgelser i telepati og clairvoyance. Der er ikke noget, der tyder på, at Anna Hudes lyst til at undersøge eller vide mere nogensinde blev tilfredsstillet frem mod hendes død i 1934. Hun blev 76 år.

Selv om Anna Hude blev landskendt som 22-årig, er det de færreste, der kender til hende i dag.Men det er ikke så underligt, hvis man spørger Berit Freyheit:

»Der gemmer sig mange historier om ekstraordinære kvinder som Anna derude. Men de er druknet i den anden historiefortælling. Den, der fokuserer på, hvem der var i krig med hvem, og hvad kongen hed«.

Læs mere:

IBYEN