I dag hyldes hekse som feministiske ikoner, der som kvinder sagde magten imod, var for meget og blev straffet for det. Vi tolker dem som modstandsfigurer, som kulturelle symboler på kvindeundertrykkelse, sexisme og misogyni. Men hvem var de egentlig, de danske ’hekse’? Hvor boede de, og hvad lavede de? Og hvordan endte de på bålet?
Vi fortæller her historien om tjenestepigen Kirsten Lauridsdatter. Dømt for at tisse i en døbefont og brændt på bålet til skue for offentligheden. Hun blev en central figur Køge Huskors Sagen, en heksejagt, der løb fra 1608-1615, hvor 16 kvinder blev anklaget for hekseri. 13 blev dømt og brændt levende, to begik selvmord og én undslap.
Det er en af danmarkshistorien mest vidtgående sager om hekseanklager, og den blev desuden forløberen til den trolddomsforordning, Christian IV indførte i 1617, som var en af de mest radikale lovgivninger på det område i Nordeuropa.
Kirsten Lauridsdatter blev født ind i et bondehjem på en egn i Lysgård Herred, der i dag ligger i Silkeborg kommune i slutningen af 1500-tallet, men hendes præcise fødeår er ukendt. Hun tjente den første tid af sit liv på en gård ved Silkeborgegnen, men kom senere i sit liv til Køge, hvor hun tjente for købmandsfruen Johanne Thommeses.
