Måske har du ikke hørt Else Marie Pades avantgarde elektroniske konkretmusik, selv om du kender hendes navn.
For i 40 år gled Else Marie Pade ud i glemslen, og i sin samtid fik hun aldrig den store anerkendelse. Fordi hun var kvinde, men også fordi hun var for avantgarde med sin elektroniske musik.
Men ud over at være den, der komponerede det første elektroniske musikværk i Danmark, og hvis musikværker de seneste år er blevet samlet af musikforlaget Edition S, var hun modstandskvinde, blev fængslet og kom i koncentrationslejr. Og som barn led hun af en alvorlig nyresygdom, der holdt hende til sengen, men som til gengæld forfinede hendes høresans og forestillingsevner, der senere blev en del af hendes musik.
Else Marie Pade blev født i 1924 i Aarhus i en middelklassefamilie. Moren, der var klaverlærer, forsøgte at lære Else Marie Pade at spille klaver fra en tidlig alder. Men meget af musikundervisningen blev afbrudt, da store dele af hendes barndom gik med at være indlagt eller sengeliggende, fordi hun led af voldsomme nyrebækkenbetændelser.
