I 15 år har den tronet i bunden af Flæsketorvet i Kødbyen på Vesterbro. Natklubben Jolene. En internationalt anerkendt natklub og et spillested, som siden 2007 har været trækplaster for den elektroniske musikscene i København. Weekend efter weekend har den lille, aflange natklub lagt hus til fester og koncerter med lokale dj’s og internationale topnavne.
I 2018 var natklubben en af de første københavnske klubber til at indføre en såkaldt safer space-politik – et regelsæt med nultolerance over for sexisme, racisme eller anden form for diskrimination. Men også før da har Jolene været kendt som et trygt fristed for mange minoriserede grupper og nattelivsgæster.