Patrick Dorgan begyndte sin karriere med at synge Mills Brothers-numre på et værtshus. Så Ibyen bad Danmarks nye soulstemme, der torsdag starter sin danmarksturné i Lille Vega, om at vælge sine ti yndlingssange fra jukeboksen på Blomsten på Istedgade.
1. Elton John: ’Tiny Dancer’ (1971)
»Jeg holder indimellem nogle pianoaftener sammen med venner, hvor vi spiller i en lejlighed for åbne vinduer og inviterer folk ind fra gaden til at være publikum. Nu tager de drenge og jeg på en turné landet rundt, og snart kommer min næste single. Jeg har skrevet alt mit materiale på klaver, men live nøjes jeg med at synge og lader bandet spille.
Jeg har aldrig været den, der gik i pladebutikker og ledte efter inspiration. Det har mere været noget med, at jeg er blevet præsenteret for en sang eller en stemme, og så er jeg gået på opdagelse bagefter. Jeg har kopieret alle de store sangere, jeg har været vild med. Via det er jeg endt med at finde frem til mit eget udtryk.
En af dem, jeg har fulgt, er Elton John. Han bør være på enhver jukeboks. ’Yellow Brick Road’ eller ’Tiny Dancer’ skal i hvert fald være der. Alle de gode sange, han har skrevet ... Og så er han en helt fantastisk performer. Egentlig har jeg aldrig gjort noget for at forstå, hvad hans sange handler om. Men stemningen i dem forstår man. Så når jeg skal vælge ti sange fra en jukebks, skal ’Tiny Dancer’ helt klart med«.
2. The Pogues featuring Kirsty MacColl: ’Fairytale of New York’ (1987)
»Hver december skal min mor diskutere med nogen, hvilken julesang der er den bedste nogensinde. Hun hepper altid på ’Fairytale of New York’ med The Pogues. Så den minder mig virkelig om hende. Hun er irer, fra Cork i det sydligste Irland. Min far er dansk, men han valgte at tage min mors efternavn, Dorgan.
Faktisk hed The Pogues oprindelig Pogue Mahone og var ret store i England under det navn, indtil englænderne fandt ud af, at det betyder ’kys min røv’ på irsk. Så skiftede de til The Pogues«.
3. Kim Larsen & Bellami: ’Familien skal i skoven’ (1986)
»Jeg voksede op i Akacieparken i Valby. Et råt sted. Til og med 9. klasse gik jeg på Ålholm Skole i Valby. I 10. kom jeg på Sankt Annæ, hvor jeg for første gang kom til at gå sammen med andre, der altid havde interesseret sig for musik og derfor havde valgt Sankt Annæ.
Når jeg er sammen med nogle af drengene fra Valby på bodegaen Nanok ved Langgade Station, er det stensikkert, at ’Familien skal i skoven’ bliver hevet frem. Den har et godt flow og en ægte Valby-stemning. Især der i sangen, hvor han får nogle flade af faderen«.
4. Four Jacks: ’Mandalay’ (1961)
»’Mandalay’ skal også med. Den er vel det største nummer med Four Jacks og en ægte skråle med-sang.
’Mandalay’ er jo et virkelig gammelt nummer fra dengang, da man også i popmusik havde en flot diktion med høje a’er. Det var også det, der imponerede mig ved Asger Rosenberg. Ham opdagede jeg første gang, da min klasse på et tidspunkt i 10. havde besøg af en venskabsklasse fra en lille italiensk by, Gubbio. Vi tog italienerne med ind på Café Klaptræet på Kultorvet. Vi tænkte, at det nok var smart at drikke kaffe sådan et sted.
Da vi kom ud, kunne man høre en klarinet ud ad den åbne dør til Hvide Lam på Kultorvet. Vi gik derind, og et syvmandsorkester var i gang i et hjørne. Vi var kun 15 år, måtte ikke købe andet end isvand og sad der og kiggede på de gamle drenge, der spillede jazz, som var en åbenbaring for os. Faktisk glemte vi lidt, at vi havde de italienere med.
En onsdag var vi nogle stykker, der aftalte at tage på Hvide Lam igen. Der stod Asger Rosenberg og sang, mens han spillede bas, og vi blev blæst omkuld. Det blev en ting for os at tage derind hver onsdag, når Asger Rosenberg var der.
Han var ingen stor mand, men han var den største crooner med en enormt tilstedeværelse og den mørkeste stemme, du nogensinde har hørt. Han var gammel skuespiller og havde en fantastisk diktion. Han både sang og talte så utrolig lækkert. Han var jo en legende i københavnsk jazz. Men det vidste vi ikke«.
5. The Animals: ’House of the Rising Sun’ (1964)
»På et tidspunkt besluttede tre af os, det var Morten og Morten og mig, at lære os nogle af de sange, de sang nede på Hvide Lam. Så vi øvede nogle Mills Brothers-numre, og en aften spurgte vi, om vi måtte synge lidt sammen med de gamle drenge. Vi fik lov til at synge, mens de gamle drenge holdt pause og var i baren. Asger Rosenberg drak altid Arnbitter og Elefantøl. Da vi begyndte at synge, kom de stille og roligt tilbage fra baren og sagde til os: »Hvad fanden drenge, hold da helt kæft! Det lyder som Mills Brothers!«.
Og sådan startede en slags venskab mellem os, hvor de begyndte at spille til vores sange. Vi var lykkelige for at få lov til at lytte til dem og deres historier. Asger – han var så dygtig. Hans liv havde også en bagside. Han var dybt alkoholiseret. Men på Hvide Lam var han en stjerne, og det var det, vi sugede til os.
Jeg har altid været god til at suge til mig . ’House of the Rising Sun’ var en af de første, jeg lærte at spille på guitar. Den er nem at lære. Men den er ikke nem at synge rigtig sejt. Den begynder dybt, og så tager den lige en oktav op. Hvis man gør det fedt, er den hjemme. Og det kunne jeg«.
6. The Beatles: ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ (1967)
»Som 12-årige startede vi et band i min fritidsklub Paletten på Ålholm Skole i Valby. Ingen gad synge, men jeg kunne teksten til Kim Larsens ’Jutlandia’, så det blev min opgave. Sådan startede jeg med at synge i band.
Da vi skulle på koloni et års tid senere, blev jeg bedt om at medbringe alle de cd’er, vi havde med Beatles derhjemme. Det viste sig, at min far havde det hele. På kolonien valgte vi det Beatles-album med det flotteste omslag, ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’, som vi satte på.
Først lød nogle underlige strygere. Så kom guitaren, trommerne, stemmerne, det hele. Det var fuldstændig, som Mikael Niemi skriver om det i coming of age-romanen ’Populærmusik fra Vittula’: Det var en åbenbaring at høre den plade. Sådan føltes det. Det var helt sindssygt at høre Beatles på en koloni i Vestsjælland i uge 42 og være 13-14 år. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken«.
7. John Lennon: ’Instant Karma’ (1970)
»Da jeg havde opdaget Beatles, gik jeg videre og fandt ud af, at post Beatles kunne jeg bedst lide John Lennon. ’Instant Karma’ er fantastisk. Sådan lidt en hvem-fanden-tror-du-du-er-attitude, men også kærlig: »Yeah we all shine on«. Hold kæft en sang!«
8. John Mogensen: ’Erik Oluf Andersen’ (1973)
»John Mogensen leverede sine sange med en helt særlig nerve. Og den narrative fortælling i ’Erik Oluf Andersen’ har virkelig betaget mig, siden jeg først ret sent lærte den sang at kende. I den her sang fortæller John Mogensen om et helt liv – et virkelig vildt liv, der slutter med, at hovedpersonen hænger sig. Jeg tror faktisk, jeg hørte den her sang første gang på en jukeboks«.
9. Oasis: ’Wonderwall’ (1995)
»Min far havde ’(What’s the Story) Morning Glory’ liggende i sin bil. ’Wonderwall’ er en god popsang, men det særlige er Liam Gallaghers måde at synge på. Han er den største rockstjerne. Så dum og så flabet, og jeg elsker ham for det. Om du er hjemløs eller direktør, vil han tale til dig på samme måde. Jeg så Oasis i Valby Hallen for år tilbage og tænkte igen, at ingen rockstjerne er så sej som Liam Gallagher«.
10. Eros Ramazotti: ’Piu Bella Cosa’ (1996)
»På introturen til konservatoriet var vi delt i hold, som skulle vaske op og den slags. Efter morgenmaden kom jeg på et tidspunkt for sent til opvasken. Da jeg endelig gik ud i køkkenet, skrålede jeg omkvædet til ’Piu Bella Cosa’ alt, alt for højt. Og jeg vidste, at jeg i det øjeblik var for larmende og for meget. Jeg var på hold med Stefan Forrest, som senere har fortalt mig, at han dengang tænkte om mig: Ham skal jeg lege med engang. Nu er han min producer.
Tre måneder før jeg skulle aflevere min bachelor, droppede jeg ud af konservatoriet. Jeg kunne mærke, at musikken ville dø for mig, hvis jeg fortsatte ad den vej. Siden er der sket så meget godt for mig med min musik og også med andre ting. En masse er begyndt at lykkes«.
