De gyldne dage er tilbage: Vega forvandler sig til Vegas på lørdag

Swing. Golden Days Festival og Vega inviterede også sidste år til 1950'er fest på spillestedet.
Swing. Golden Days Festival og Vega inviterede også sidste år til 1950'er fest på spillestedet.
Lyt til artiklen

Hvad der sker i Vegas …

Det er efterhånden ved at være en tradition, at Vega sådan cirka en gang om året inviterer dig på en tur tilbage til 1950’ernes natteliv. Første fest fandt sted i 2012 som del af Golden Days’ 1950’er-tema. Året efter fulgte endnu en. Og lørdag fylder Vega så endnu engang sine lokaler ud med strutskørter, pomadehår og rock’n’roll fra dengang, far gik i knickers, og mor havde prinsessekrølle.

Denne gang forvandler Vega sig til Vegas, og det betyder naturligvis, at alt lige får et nøk opad. Mere bar hud, mere glamour, mere synd. I området omkring Lille Vega og Loungen kan du for eksempel opleve klassisk off the strip-stemning med fræk burlesquedans, et farligt black jack-bord og rockabilly-klassikere såvel som croonerhits fra dj’en Natas, der råder over verdens største og vist nok også bedste Sinatra-samling.

Vega inviterer til 50'er-fest med beatniks og burlesque

I Store Vega opfører de sig noget mere regelret. Her står den på ballroom-show ført an af bigbandet The Extravaganzas og multiinstrumentalisten Nicolai Kornerup, der engang var den ene halvdel af popduoen Shanghai, som også bestod af Niels Brandt – det er ham, vi i dag hovedsageligt kender som forsanger i The Minds of 99. På scenen i Store Vega får Kornerup og bandet besøg af en lang række solister, blandt andre sangerinden Hannah Schneider og musikeren O’Hara, som i virkeligheden hedder Jeanett Albeck og for tiden kan ses som en af de fem Tove’r i Sort Samvittigheds Tove Ditlevsen-forestilling, ’Tove! Tove! Tove!’.

Det dur naturligvis ikke at møde op til den slags med mascaraklatter i øjenkrogen og håret samlet i en umotiveret knold oppe på hovedet. Så Vega har hyret en hel glam squad, som fra kl. 16 stå klar i foyeren med hårlak, curlere og rød læbestift for til at forberede især pigerne på en aften i de stilfulde 1950’ere. Du kan købe billet til en stylingsession på Vegas hjemmeside.

Rockabillies og cry babies dyrkede nostalgien på Vega

SE BILLEDER FRA SIDSTE ÅR:

1950’er-fest. 16. maj kl. 20. Vega, Kbh. V.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her