Siir Tilif. Født 1986. Uddannet skuespiller fra Statens Scenekunstskole. Flyttede til København fra Istanbul i 1996.
Jeg var så lille, så jeg tror ikke, jeg forstod så meget, da vi flyttede til København. Jeg havde min undulat med, som fik sit eget pas. Den hed Achilleus. Den og så mine rulleskøjter var de to ting, jeg skulle have med fra Istanbul.
Det var en lidt mere glidende overgang for mig at komme hertil, fordi jeg var barn. Jeg var ked af, at jeg skulle forlade mine venner, men når man er så lille, får man hurtigt nye. Jeg blev venner med en dansk pige, som boede i lejligheden overfor vores på Tåsingegade på Østerbro. Vi sad og vinkede til hinanden i vinduerne, og senere gik vi ned på gaden og stod på rulleskøjter. Jeg kunne jo ikke snakke dansk på det tidspunkt, men det behøvede vi heller ikke. Vi brugte vores kropssprog. Vi var bare to børn, som legede og spiste slik sammen.




























