Når folk i Tisvilde fortæller københavnske sommergæster, at det forholder sig sådan, at de bor der fast, ranker de altid ryggen, løfter øjenbrynene og ser meget stålsatte ud i blikket.
Det er da også udtryk for en vis form for heltemod. Ikke at jeg har ondt af dem. Altså, jeg mener, de har jo selv valgt at henslæbe otte måneder af året i dyb kedsommelighed og delvis isolation.




























