Durakill Bunny kigger sig ikke tilbage. Sveden driver ned ad hendes ansigt, hun har et trykket ribben, der gør skideondt, og de andre skubber. Men hun er ligeglad. Hun skal bare frem.
Hun bukker sig forover, stikker bagdelen bagud og hjælper sig selv fremad med albuerne. Under hendes fødder forsvinder gymnastiksalens gulvplanker en efter en.
Kick Ass Cuties mod Gent Go-Go Roller Girls
»Hold kæft, hvor er du sej, Bunny!«, brøler holdkammeraterne, der klapper hende på vej fra midten af banen.
Hun suser hurtigere og hurtigere fremad, og pludselig er hun stukket af. Bag hende begynder de andre at sænke farten. Hun er langt forbi dem. Et point til Durakill Bunny.
For sjette gang i denne uge er det københavnske Roller Derby-hold Kick Ass Cuties mødt op for at træne i en idrætshal et par kilometer fra S-togs-stationen Ryparken.
Men denne søndag, hvor IBYEN er med på en kigger, er der også kun lidt under to uger til, at den første Roller Derby-kamp på dansk jord bliver fløjtet i gang, og pigerne er tændte. For nylig fik de klask af Royal Windsor Rollergirls i London. Nu er det Copenhagen Roller Derbys tur til at vinde.
Og det kunne godt gå hen og blive blodigt for det belgiske hold Gent Go-Go Roller Girls, som lørdag 16. april skal møde københavnerne foran et hujende publikum på Kulturkajen Docken i København.
Blå mærker og trykkede riben
»Vi elsker at give den gas. Det kan gøre ondt, og du kan komme til skade. Det er en chance, du tager, når du dyrker Roller Derby. Det ved alle«, som Emma ’Saboteur’ Hedman siger senere, da vi sidder i omklædningsrummet.
Med et klask rammer en pigebagdel gulvet. Så en til. Og en til. I et kort øjeblik ligger de i en bunke på gulvet. Så hjælper de hinanden op igen.
Man skal ikke være pivet, hvis man vil dyrke Roller Derby. Det er nemlig en sport, der giver blå mærker, fortæller kvinderne. Og trykkede ribben. En let hjernerystelse i ny og næ. Slemme hudafskrabninger. Lidt næseblod. I sjældne tilfælde en brækket ankel.
Roller Derby er en af verdens hurtigst voksende sportsgrene.
Rullende amazoner
Egentlig har sporten eksisteret i over 100 år, men den moderne version opstod i Texas i starten af 00’erne, da musikeren Daniel Eduardo Policarpo gik rundt på byens spillesteder og delte flyers ud.
Han ville arrangere et rockabilly-Roller Derby og søgte folk, der var hurtige med hjul under fødderne.
Når jeg forvandler mig til Missy Kickalot, træder jeg ind i en anden verden. Jeg ville ikke gøre de ting, jeg gør på banen, hvis jeg bare var Michelle
Over 50 kvinder meldte sig, men da de ikke kunne blive enige med Policarpo om reglerne, brændte de ham af og grundlagde i stedet deres egen version af Roller Derby – en actionpræget kontaktsport kun for kvinder.
København fik sine egne rullende amazoner i september 2009, da en lille flok kvinder hver bestilte et par Roller Derby-rulleskøjter på en amerikansk hjemmeside.
De fandt en rundkørsel ved Nordhavn Station, som i et stykke tid gjorde det ud for træningsbane – til buschaufføren på linje 26’s store undren. I dag tæller Copenhagen Roller Derbys træningshold Kick Ass Cuties 35 hårdkogte spillere.
Tackling med guldhofterne
På banen i Ryparken kalder dagens træner pigerne sammen i en rundkreds. Ud over Durakill Bunny står der blandt andet en ’Saboteur’, en ’Missy Kickalot’, en ’Agent Anger’, en ’Lina Lunatic’ og en ’Freddie Mercyless’ i kredsen.
Uden for banen hedder de noget så almindeligt som Emma, Michelle og Christina. En arbejder som leder i erhvervslivet, en anden er ved at være færdig som læge. Andre er pædagoger, sekretærer, folkeskolelærere og studerende.
Durakill Bunny hedder også Henriette Thiim og har en lederstilling i Ikea. Tidligere kørte hun meget mountainbike, men hver gang hun mødtes med de andre piger for at cykle ræs i skoven, var der noget galt.
»Der var nærmest sådan en uofficiel regel om, at vi skulle bruge de første ti minutter på at tale os selv ned. ’Aj, jeg er altså ikke særlig god til det her’ og ’Jeg har ikke trænet i et år, så jeg er vildt rusten’. Det blev jeg så træt af!«, siger hun.
Satin-hotpants og blomstertatoveringer
»Her på holdet er det en grundregel, at vi fokuserer på alt det, vi er gode til. Der er jo masser i verden, der nedgør os, så det behøver vi ikke selv gøre«.
Henriette rejser sig og klasker hænderne mod sine hofter.
»Se, dem her – de er måske ikke det største aktiv ude i verden. Men på Roller Derby-banen er de guld værd!«.
Nogle spillere træner i sportstøj. Andre suser af sted i tylsskørter og med røde djævlehorn på hjelmen. Eller, i Agent Angers tilfælde, pakket ind i røde satin-hotpants, blomstertatoveringer og netstrømper med søm ned langs benet.
»Jeg elsker den visuelle del af Roller Derby! Jeg kan slet ikke lade være med at klæde mig ud«, fortæller den langbenede rulleskøjtepige, som til daglig hedder Christina Dalsø, er 35 og arbejder som manager for lingerimærket Agent Provocateur.
»Det er som om, Missy Kickalot har overtaget mit liv«
Når en spiller snører rulleskøjterne, spænder albue- og knæbeskyttere og sætter tandbeskytteren på plads, pakker hun samtidigt den pæne pige sammen.
Så er det o.k. at lade sine aggressioner komme op til overfladen, fortæller kvinderne. At bande og svovle, skubbe og tackle og være alt det, man ikke kan være, når man henter børn i børnehaven eller holder møde på arbejdet.
»Når jeg forvandler mig til Missy Kickalot, træder jeg ind i en anden verden. Jeg ville ikke gøre de ting, jeg gør på banen, hvis jeg bare var Michelle«, fortæller Michelle Hilden, der til daglig er grafisk designer på et reklamebureau.
»På det seneste er det, som om Missy har overtaget mit liv. Jeg tør være mere fandenivoldsk, jeg tør sige min mening. Det, tror jeg, har noget at gøre med den selvtillid, jeg har fået igennem sporten. Jeg sidder ikke længere og er stille ovre i hjørnet. Nu siger jeg, hvis jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Så kommer Missy på banen«.
»Vi er jo nogle værre jocks«
Lidt senere sidder Missy i omklædningsrummet og poserer for fotografen sammen med Agent Anger og en anden holdkammerat, Mika.
»Jeg håber, at I kan retouchere mine klamme armhuler væk«, griner Agent Anger, da fotografen beder hende om at række op og tage fat i omklædningsrummets knagerække med højre hånd. Hun sniffer ud i luften.
»Er det mig eller jer, der lugter?«.
»Når det kommer til stykket, er vi jo nogle værre jocks«, siger Missy bagefter.
»Vi slår hinanden på skuldrene og banker vores brystkasser imod hinanden. Finder det beskidte sprog frem«.
Søstersolidaritet med kick ass-attitude
Henriette Thiim er enig.
»Vi er gode til at lave fest og ballade. Men på banen er det alvor. Der er vi i krig«.
Vi slår hinanden på skuldrene og banker vores brystkasser imod hinanden. Finder det beskidte sprog frem
Roller Derby er nemlig ikke kun et kvindefællesskab med lige dele søstersolidaritet, kick ass-attitude og rødlakerede negle. Det er først og fremmest en sport.
Da jeg, delvist i spøg, spørger, om de i søstersolidaritetens navn skiftes til at være på banen, vender de øjne :
»Nej, er du sindssyg?!«, udbryder Henriette – som dog indrømmer, at holdopstillingen er et ømt punkt for Copenhagen Roller Derby.
»En af pigerne brød fuldstændig sammen, da hun fandt ud af, at hun ikke var på holdet, da vi skulle spille i London for nylig. Og havde jeg fået samme besked, havde jeg nok også slået nogen ihjel«.
Det er o.k. at være for meget, og det er o.k. at være kvinde og rulle rundt på en bane og tæske hinanden
Feminisme i nye klæder
Da Roller Derby for alvor greb om sig i Texas og omegn i midten af 00’erne, diskuterede medierne ofte, om de på en gang attraktive og aggressive kvinder på rulleskøjter skulle ses som en ny generation af feminister – en flok kvinder, der tog ejerskab over deres egen krop og iførte sig både netstrømper og tandbeskyttere. Fordi de havde lyst.
I omklædningsrummet i Ryparken er de ikke helt enige om, hvorvidt Roller Derby er feminisme i nye klæder.
»For mig er det. Roller Derby er et sted, hvor jeg kan være den, jeg er. Det er o.k. at være for meget, og det er o.k. at være kvinde og rulle rundt på en bane og tæske hinanden«, siger Emma.
Henriette har ikke lyst til at sætte et mærkat på det, hun laver.
»Vi gider ikke leve op til en eller anden forventning om en bestemt rolle. Vi respekterer hinanden, og man gør det, man har lyst til ... Vi er det, vi er«, siger hun, inden hun atter skjuler sin overmund bag den blå tandbeskytter og skater ud på banen. Durakill Bunny er tilbage.
fortsæt med at læse




























