Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Astrid Dalum (arkiv)
Foto: Astrid Dalum (arkiv)

Bibelsk. Jens Christian Grøndahl har et ambivalent kulturkristent forhold til kirken.

Byliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Grøndahl: Vores idé om næstekærlighed er blevet sentimental

Bogforum-aktuelle Jens Christian Grøndahs bog 'Vejen til Betlehem' sender tankerne i retning af flygtningekrisen.

Byliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var ikke, fordi han gik mere op i kristendomsfaget end så mange andre på hans alder. Alligevel kunne Jens Christian, da han var 10-11 år, finde på at tage sin cykel om søndagen og køre ned til sin mors onkel, der var præst, og overvære gudstjenesten. Så sad han der og lyttede til evangelierne og salmesangen, uden sine forældre – de gik nemlig ikke i kirke.

»Jeg har vel haft en barnetro dengang«, siger han.

Når Jens Christian Grøndahl taler om sin barndoms forhold til Gud, Bibelen og kirken, dukker der ofte en mild latter op mellem ordene, nærmest som om den ældre Grøndahl i dag forbarmer sig over den lille drengs forvirrede færden.

For allerede i konfirmationsalderen begyndte Grøndahl – som han selv siger – at tage alting meget alvorligt, også de store spørgsmål i tilværelsen. Og da han ikke kunne vide sig 100 procent sikker på Guds eksistens, lod han være med at bekræfte dåben.

Ejer ikke den metafysiske tro

Siden kom nogle år, hvor han var på afstand af kirken. Nu har han – som så mange andre – et ambivalent kulturkristent forhold til samme institution. Selv tør han ikke afvise, at der er noget, der er større end os, men som han fortæller, ejer han heller ikke den metafysiske tro.

»Det spring, som Kierkegaard taler om, har jeg aldrig kunnet tage«.

Derfor kommer det næsten også som en overraskelse for ham selv, at han næste uge får udgivet ’Vejen til Betlehem’, der er en gendigtning af Josef og Jomfru Marias rejse fra Nazaret til Betlehem.

»Det her er en bog, jeg aldrig havde troet, at jeg skulle skrive«.

Men da Grøndahl sidste år blev opfordret af sin kone til at finde på et juleeventyr, han kunne læst højt for den store familie juleaften, var han i første omgang tilbageholdende. Kun fordi hans kone insisterede, blev han til sidst overbevist.

»Det kan jeg jo slet ikke, sagde jeg til mig selv. Sådan er jeg slet ikke. Men pludselig kom jeg i tanke om juleeventyret, som bliver fortalt hver juleaften, og at der aldrig er nogen, som har fortalt, hvordan Josef oplevede den situation, hvor hans trolovede kommer og siger, at hun er gravid med Guds søn«.

»Jeg blev klar over, at der var noget energi i stoffet, i den blinde vinkel, som er Josef, den totalt stedmoderligt behandlede skikkelse i kristendommen. Han er simpelthen bare en statist. Og at give ham oprejsning er der måske en retfærdighed i«, siger han.

Fuldstændig verdsligt

Selv mener Jens Christian Grøndahl, at der er en voldsomt konfronterende kraft i Bibelens sprog – »noget umedgørligt«, som han siger. Alligevel har det ikke været hans ambition at gengive bibelfortællingen, sådan som han fik den fortalt, dengang han sad på kirkebænken og hørte sin onkel læse op af Lukasevangeliet.

»Den oplevelse af noget drastisk, radikalt og dybt, der møder én som en udfordring i Bibelen, har jeg haft med mig, lige siden jeg var barn, også efter at jeg ikke kan sige, at jeg er troende«.

»Men nu har jeg villet fortælle historien fuldstændig verdsligt. Jeg har forsøgt at holde mig til den menneskelige historie om den mand, som hedder Josef, og som er jøde af den gamle skole. Han er selvfølgelig fuldstændig patriarkalsk i hovedet og rundet af en kultur, hvor kvinden er manden underlegen«.

Derfor har Grøndahl også ladet Josef være yderst kritisk, så han i starten kan stille undrende spørgsmål til hele affæren.

»Men han er samtidig et pligtmenneske, som står det hele igennem, fordi der ikke er noget alternativ«, siger Grøndahl.

»Alting forandrer sig for ham. Og den ydre kulturelle afstivning bliver fuldstændig skrællet af ham. Først derefter møder han Maria, som hun er. Tidligere har han følt sig berettiget til at se hende som en falden kvinde«, mener Grøndahl, der gennem en fri fortolkning har forsøgt at spørge, hvad der sker lige op til, at kristendommen bliver til som religion. Derfor ender bogen også, da Jesusbarnet bliver født.

Ansigter som rødbrændte krukker

Undervejs i fortællingen har Grøndahl forsøgt at indflette nogle af de andre temaer, man kender fra Det Nye Testamente. På rejsen møder Maria og Josef f.eks. en samaritaner, som er kommet galt af sted, og senere reagerer Maria på handlen med offerdyr, der foregår i templet.

»Måske henter Jesus sin lignelse fra historier, han har fra sin mor. Det er tankeeksperimenter, og det kan godt være, at det er helt naivt, men det er vel sådan, en fortælling bliver til«, siger Grøndahl.

At næstekærligheden har fået betydelig plads i fortællingen er måske ingen tilfældighed. På rejsens allerførste dag møder Josef en masse rejsende på herberget. Foran bålet ser han de andres ansigter. Han synes, de ligner rødbrændte krukker, og det er, som om trækkene udviskes. Selv kommer han fra en landsby, Nazaret, hvor alle kender hinanden. Nu sidder han foran de fremmede og hører deres historier.

»Det første og mest afgørende chok, han får på rejsen, er, når han finder ud af, at det måske er tilfældigt og lige meget, hvem vi er. Det er det første skridt i retning af at kunne sige, at den mand dér kunne være mig«, siger Grøndahl.

»Det er der, hvor man mister sin identitet, men det er også der, man får empatien, næstekærligheden. Det er i det øjeblik, at vi bliver mennesker for hinanden, og det er tanken, som bogen udvikler undervejs«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selfies med flygtninge

Dog mener Jens Christian Grøndahl, at vores fælles forestilling om næstekærlighed er blevet naiv og blødsøden.

»I takt med at vi er blevet mere individualiserede og den personlige frihed er blevet væsentlig større, er det, som om forestillingen om næstekærlighed er blevet sentimental. At man tager selfies, mens man kaster bamser ned til flygtninge på motorvejen, er næsten et parodisk eksempel på det, vi snakker om her. For mig at se kommer næstekærligheden ind, når der er noget i vejen og det er allerhelvedes ubelejligt«.

Ifølge Grøndahl er det her, man ser kristendommens etiske dimension.

»Vi bliver aldrig gode nok, og det er det, som ligger i den enormt gammeldags idé om arvesynden. Den er fuldstændig uspiselig i dag. Tanken om at vi skulle være født syndige. Men når man tænker over sin hverdag og forholdet til andre mennesker, er vi jo ikke perfekte. Så kommer vi hele tiden til kort, fordi vores egen egoisme eller egne hensyn kommer i vejen«.

Grøndahl er derfor også enig i noget af den kritik, som Sørine Gotfredsen udfolder i sin nye bog ’Løft blikket’, hvor hun anklager dem, som hjælper flygtninge for blot at dyrke deres eget selvbillede. Men den kritik passer ikke på den situation, vi står i nu, mener han.

»Mødet med næsten er jo det ultimative møde, og jeg tror, man kan hente meget i kritikken af den abstrakte humanisme, der vil frelse hele verden. Jeg synes bare, den rammer forbi, når det kommer til den humanitære situation«.

»Man behøver jo ikke at være medlem af Radikale Venstre, abstrakt humanist eller have fået oplysningstraditionen galt i halsen for at kunne se, at der er brug for, at vi gør noget«, siger han.

»Det er klart, at vi må have beredskab for de mennesker, som er i nød og har brug for beskyttelse. Men når det er sagt, er det også helt legitimt at være nervøs for, hvor mange personer vi kan tage ind på én gang. Det er slet ikke et enten-eller. Derfor er det også svært lige nu, og der er slet ingen grund til at misunde politikerne. I den her situation må man bare være pragmatisk, og pragmatisk er per definition aldrig perfekt«.

Legitim bekymring

Selv er Jens Christian Grøndahl forsigtig med at stemple dem, der er bekymrede for, hvordan det hele vil gå. Han vil ikke kalde dem reaktionære; deres bekymring er fuldstændig legitim, mener han. Især når den kommer fra nogle i befolkningen, som i forvejen er presset af globaliseringen.

»Vi må bare konstatere, at der er nogle mennesker, som har svært ved at følge med, og som med rette føler sig hægtet af«.

Selv om Grøndahl i mange år har været en tro forkæmper for menneskerettighederne, betyder det ikke, at de ikke kan ændres, mener han.

»Den humanisme, vi har, er jo gammel, og det udtryk den fik efter Anden Verdenskrig var et ud af mange historiske udtryk. Den skal hele tiden fortolkes, og jeg synes, det er rimeligt at sige, at den situation, vi havde efter Anden Verdenskrig, ikke er den samme, som vi har i dag«.

Risiko for folkelig modreaktion

For Jens Christian Grøndahl er asylretten et af de ældste retlige begreber i den vestlige tradition. Ligesom han ser det at kunne beskytte sine borgere som selve definitionen på en stat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er det, som er så radikalt i denne situation. Det er ikke et, men flere lande, som er brudt sammen. Syrien er ophørt med at eksistere som stat, Irak er ophørt, Libyen er ophørt, Sudan er ophørt, ligesom Afghanistan ikke kan beskytte sin borgere. Så sættes folkemasserne i bevægelse, og det har vi ikke set før på den måde«.

»Vi har tidligere oplevet, at folkegrupper, især jøder, har været udsat for en sindssyg racistisk ideologi. Det var erfaringen sidste gang, man formulerede menneskerettighederne, og det skal holdes op imod, hvordan vi holder sammen som nation, som Europa, og hvordan vi kan være mere multikulturelle, samtidig med at vi fastholder de værdier, der gør demokratiet muligt«, siger Grøndahl.

»Hvis man ikke omformulerer den humanistiske tradition, vel at mærke for at bevare den, risikerer man at tabe den på gulvet. Sker det, risikerer vi at få en folkelig modreaktion, der kan vise sig at blive voldelig mod de mennesker, vi skal beskytte«.

Mød Jens Christian Grøndahl på BogForum fredag 6. november kl. 13.15, Scenen og lørdag 7. november kl. 14.15, Gyldendal Tranescenen 2.

Læs mere:

IBYEN

Jens Hartmann Schmidt

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns Hollywood

Casper Dalhoff

Stjernekok åbner nyt sted på Christianshavn:  Her er 5 ting, du skal spise og drikke i september

Martin Lehmann

Det bedste stambord, den klammeste kælder og den smukkeste park:   25 københavnere udpeger deres yndlingssted i byen

Tobias Nicolai/Tobias Nicolai

Ibyens store burgerguide:  Hvor spiser man Københavns bedste burger? Vi viser vej til 12 saftige bud

Ivan Boll

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Mads Elsøe (Arkiv)

Ibyens gadeguide:  Gammelt slumkvarter bobler af gode spisesteder

Martin Lehmann

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns rå mutant-bydel på ydersiden af Nørrebro

Emma Sejersen

Velkommen til hovedstaden:   Den ultimative byguide til nye studerende i København

Erik Petersen

Hjælp, min ven skal giftes:  Den perfekte polterabend? Her er 12 anderledes ideer

Louise Herrche Serup

Mor er støjfølsom, far er nærig, og naturvin smager surt:   Her er 10 af de bedste forældrevenlige spisesteder i København

OLESEN PETER HOVE

Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Veras

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København

Jacob Ehrbahn (arkivfoto)

Spis ude på budget:  Her er Københavns bedste, billige restauranter ifølge 11 kokke og madnørder

Hurra!  Hvor holder man en fremragende fødselsdag i København? Ibyen giver dig 12 stærke bud

Nanna Navntoft

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Jens Dresling

Ibyen guider:  Der er keramik overalt. Besøg disse 5 små værksteder, hvis du vil se noget af det mest interessante

Maud Lervik

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Mads Nissen

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

Louise Serup

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

Jens Dresling

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer

Maud Lervik (arkivfoto)

Ingen gramseri. Ingen racisme. Ingen diskrimination. Er det her fremtidens natklub i København?

»Man bliver grinet af eller får en kommentar som: »Slap dog af, jeg synes bare, din røv er god, tag det som et kompliment«

Inger Christine Løwe

»Jeg ved, at kommentarerne vil komme, for mit tøj vil af nogle blive opfattet som et råb om opmærksomhed«

Peter Hove Olesen

Rundspørge:  Kvinder overvejer, om de kan forsvare sig med nøgler og paraplyer, når de færdes alene om natten

Nanna Navntoft

Sådan svarer du igen:   Råb »kogte gulerødder!« til dem, der chikanerer dig i nattelivet

Philip Davali/Philip Davali

Send os dit tip:  Hvordan skaber vi et tryggere natteliv?

Peter Hove Olesen

Guide:  Her er 3 københavnske klubber med safer space-politik

Peter Hove Olesen

Natklub-ejer:  »Det største problem, vi har, er at mænd ikke kan opføre sig ordentligt, er for fulde eller for nærgående«

Peter Hove Olesen

Mød Club Mafia:  20 unge patruljerer byens natklubber. De er færdige med diskrimination, sexisme og racisme

Olivia Loftlund

38 organisationer tager afstand fra Distortion-leders status­opdatering:  Vi føler os ikke trygge til jeres gadefest

Joachim Adrian

Distortion-leder undskylder:  Jeg forsøgte at være sjov, og det gik helt galt