Det er lampeskærme, som man kender dem fra sin farmors klunkestue. Eller det vil sige, det var de engang. Før Birgitte Bjørn overøste dem med sprælsk fantasi og gjorde dem til en del af sit brand, Lodne Lamper. I hendes smalle aflange stand på Christiania Julemarked hænger de nu – betrukket med alt fra pink velour til dalmatinerpletter. Kanterne er beklædt med plys.
»Den her er folk helt vilde med«, siger Birgitte Bjørn og peger på en skærm med bondegårdstema. Den er grøn og himmelblå, kanten har et bånd af mos, og bittesmå plastikgrise og -køer er limet på stoffet.




























