Metrotrappen ved Nørreport kom som »et lyn fra en klar himmel«

Lyt til artiklen

Bent Lohmann havde godt undret sig over nogle stiplede linjer på tegningen over den nye Nørreport Station.

Som formand for Indre By Lokaludvalg sad han i dommerkomiteen for såvel Ny Nørreport-projektet samt projektet om at renovere de hullede gågader i Købmagergade og Frederiksborggade, og han så i den forbindelse på et væld af tegninger.

»En af tegningerne havde nogle stiplede linjer, der hvor metrotrappen skal være. Og jeg spurgte til de stiplede linjer, for det har betydning for de to projekter. Begge gange fik jeg at vide af embedsmændene i Københavns Kommune, at det skulle jeg ikke bekymre mig om, for det var der ikke penge til«, fortæller Bent Lohmann.

Måbende og vrede beboere
Men det var der penge til.

Få uger efter, at renoveringen af Frederiksborggade efter to års byggerod endelig var slut, opdagede de måbende beboere og erhvervsdrivende i området, at ikke blot skulle de spritnye brosten rives op og et nyt byggeprojekt til 157 millioner kroner blev sat i gang - der skulle også placeres en metrotrappe i det, kritikerne påpeger er den smalleste del af gågaden.

»Metrotrappen dukkede op her til foråret som et lyn fra en klar himmel«, siger Bent Lohmann om forløbet.

Butiksejere vrede over nyt byggerod: Vi har kun fået varsel på fire uger

Du er formand for lokaludvalget og involveret i både Ny Nørreport og renoveringen af Købmagergade. Hvordan kunne du ikke have hørt om byggeriet, før byggeriet da?

»Jeg har også undret mig over det. Borgerne i kvarteret havde hørt om det ved et tilfælde, og jeg hørte om det, da borgerne kom og spurgte til det. Alle normalt høringsprocedurer er sat til side«, siger Bent Lohmann.

»Og du må give mig ret i, at hvis du tager et gadeareal og laver en tredjedel om til noget andet - så er det en væsentlig forandring«, siger Bent Lohmann.

Aktion mod metrotrappe: Beboere og forretninger vil standse byggeri

Københavns Kommune: Ingen høring nødvendig
Ifølge Københavns Kommune er det udelukkende en teknisk begrundelse, der ligger til grund for, at projektet ikke kom i offentlig høring.

»Når forvaltningen modtager en byggeansøgning, vurderer vi, om projektet ligger inden for det gældende plangrundlag. Er det tilfældet, bliver der ikke afholdt en høring«, skriver Lis Napstjert, der er centerchef i Center for Byggeri i en mail.

»Metrotrappen har vi vurderet lå inden for det gældende plangrundlag. Derfor har kommunen ikke afholdt en høring«, skriver Lis Napstjert, der er centerchef i Center for byggeri i en mail .

Banedanmark, som er bygherre, kunne stadig have valgt at afholde en offentlig høring, men skyder bolden tilbage til Københavns Kommune:

»Principielt er det Københavns Kommune, der skal foretage en offentlig høring. I og med at vi har ansøgt på baggrund af gældende lokal- og kommuneplan og fået byggetilladelse på baggrund af den - så mener vi, at formalia er på plads«, siger Niels Henrik Andersen, projektchef i Banedanmark.

Han henviser til, at man fra Banedanmarks side havde opstillet tre mulige placeringer for metrotrappen, hvoraf de i samråd med Metroselskabet og DSB valgte den mest funktionelle.

»Der er truffet en beslutning om, hvordan trappen skal ligge i forhold til løsningsforslaget. På baggrund af den har vi rettet henvendelse til Københavns Kommune, om der var problemer, og det mener Københavns Kommune ikke, der er, og derfor har de givet byggetilladelse, og mere har jeg sådan set ikke at sige til det«, siger Niels Henrik Andersen.

Kommunen fik en intern høring

Også Københavns Kommune fik mulighed for at komme til orde, da beslutningen om metrotrappen blev truffet. Kommunen udtrykte i april 2011 en vis utilfredshed med placeringen af metrotrappen.

»Det er forvaltningens vurdering, at trappen vil blive en prop i Frederiksborggade svarende til dagens cykelprop, som netop afhjælpes med Ny Nørreport-projektets cykelparkeringsløsninger«, skrev forvaltningen blandt andet.

Alligevel fastholdt Banedanmark placeringen med få justeringer - hvilket borgmester Ayfer Baykal siden har protesteret åbent over.

LÆS OGSÅ Borgmester: Flyt metrotrappe fra Frederiksborggade

»Vi har lyttet til alle, men i sidste ende har vi vurderet, hvilken løsning der var den funktionelle og bedste løsning«, siger Niels Henrik Andersen om, hvorvidt man tog kommunens betænkeligheder til efterretning dengang i 2011.

Det et tydeligvis ikke den bedste løsning set med borgmesterens øjne. Hun er ude og sige, at det er en dårlig placering.

»Det tør jeg ikke sige. På baggrund af den løsningsmodel, som er valgt, har vi ansøgt om en byggetilladelse, og vi har fået den. Så de formalia, der ligger i relation til det, er på plads«, lyder det.

Er det for sent at finde en anden placering?

»Projektet er igangsat, så det ville afstedkomme nogle omkostninger, hvis projektet skal stoppes, ja«.

Københavns Kommune gav i november 2012 tilladelse til, at Banedanmark kunne sætte byggeriet igang.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her