Straight Outta Ishøj: Nu er Arken rykket ud på en ø

Arken. Ishøj-museet ligger nu på en ø.
Arken. Ishøj-museet ligger nu på en ø.
Lyt til artiklen

Laguner, skov, klitter og vilde planter. Det lyder måske ikke umiddelbart som noget, der er straight outta Ishøj, men det er det faktisk. Fra nu af.

For på søndag indvier Arken nemlig sin Kunstens Ø - en ny scenografi, som gør, at kunstmuseet fremover vil være omgivet af vand. Ø-projektet er en drøm, som går helt tilbage til dengang, de første planer om et kunstmuseum i Ishøj blev lagt i 1990’erne. Dengang var planen, at museet skulle ligge i vandkanten som et strandet skib, men vandkanten var fredet, så Arken måtte i stedet bygges inde i landet.

Drømmen om at kombinere den maritime bygning og naturen omkring den hang dog ved, og nu, 20 år efter museets indvielse, kommer vandet så til Arken.

A.P. Møller donerer milloner til Arken Kunstmuseum

Skulpturpark på vej

Fremover skal man således over en af de broer, som nu forbinder museumsøen med det omkringliggende landskab, for at komme ind på museet.

Over 20.000 planter, træer og buske er allerede blevet plantet på øen, der med tiden skal fungere som et rekreativt område for Arkens gæster såvel som lokale.

Det er også planen, at der de kommende år vil blive etableret en skulpturpark med Arkens nye vartegn, kunstnerduoen Elmgreen og Dragsets rytterstaue af en dreng til hest, som midtpunkt.

Bag Kunstens Ø står arkitektfirmaet Møller og Grønborg i samarbejde med Schul Landskabsarkitekter. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her