Sigøjnerne, romaerne og andre rejsendes beboelsesvogne var en forløber for campingvognene. Den britiske læge og forfatter William Gordon Stables (1837-1910) blev inspireret af netop en sigøjnerbeboelsesvogn og bestilte i 1880 en campingvogn, så han kunne rejse rundt i Storbritannien og hente inspiration til sine ungdoms- og eventyrbøger. Campingvognen blev bygget af Bristol Wagon og Carriage Works efter Stables’ anvisninger, og Stables brugte vognen resten af sit liv. Han blev senere næstformand i den britiske campingvognsforening, og han regnes for en pioner inden for camping.
Camping som ferieform tog fart i Danmark i slutningen af 1920'erne, da de første faste lejrpladser opstod i passende cykelafstand fra byerne. Ejnar Lorentzen fra Lunderskov Møbelfabrik byggede i 1948 en af de første campingvogne i Danmark. Campingvognen var bestilt af Jyllands-Posten til en af deres journalister. I løbet af 1950’erne, hvor lønmodtagerne fik ret til tre ugers ferie med løn, blev campingvogne mere udbredt i Danmark. I maj 1959 stiftedes Dansk Caravan-Klub (DCK), som er en sammenslutning af danske campingvognejere. På den stiftende generalforsamling i Ebeltoft deltog et par hundrede medlemmer.




























