Copenhagen Camping er Amagers eneste campingplads, og med 13 kilometer ind til Rådhuspladsen og lidt mere over til Malmø er den også populær. Den sælger sig på en 9-hullers minigolfbane og en stenmelsbelagt petanquebane, en hoppepude, et kælesvin og en svømmepøl, og hvis det regner, er der solarie, rygerum og bordfodbold.
Men om vinteren, når temperaturen synker til 5 minusgrader i solskin og 10 minusgrader i måneskin, er Copenhagen Camping langt fra sit 3-stjernede jeg: Luften er for længst gået af den bolsjestribede hoppepude, og pladsen ligner mest af alt en amerikansk trailerpark.




























