LANGBORDSLOGIK. Pastelbordene udgør fællesspisningens hjerte. Her rykker man tæt sammen og beder sin sidemand hjælpe sig med at nå maden, hvis man vil til fadet. Alt sammen en del af charmen i folkehuset Absalon på Vesterbro, der åbnede i august sidste år. Knap 200 mennesker deltager hver aften i fællesspisningen.
Foto: Mads Nissen

LANGBORDSLOGIK. Pastelbordene udgør fællesspisningens hjerte. Her rykker man tæt sammen og beder sin sidemand hjælpe sig med at nå maden, hvis man vil til fadet. Alt sammen en del af charmen i folkehuset Absalon på Vesterbro, der åbnede i august sidste år. Knap 200 mennesker deltager hver aften i fællesspisningen.

Byliv

Fællesspiser: »Det er steder som det her, der kan redde samfundet fra at blive fuldstændig egoistisk«

I folkehuset Absalon kan man få billig og god mad, mens man kommer hinanden ved. Altså i det omfang, man orker.

Byliv

Sig ordet: folkekøkken.

Det kan hurtigt lede tankerne i retningen af lunkne linsebøffer, som der aldrig er nok af. Og som man i øvrigt skal strides om med sin ukendte sidemakker med vildtfarende dreadlocks, som man alligevel ikke rigtig orker snakke med.

Man kan nøjes med at tale med side-manden om kikærterne, uden det behøver blive en større politisk diskussion

Men er der hold i fordommene?

Ibyen lagde mandag aften vejen forbi folkekøkkenet i Absalon for at undersøge det.

Absalon er Vesterbros nye folkehus, der tilbyder fællesspisning for en from halvtredser alle ugens dage. Rammerne er den tidligere Absalons Kirke på Sønder Boulevard, som i 2014 blev opkøbt af Tiger-milliardæren Lennart Lajboschitz og lavet om til et moderne forsamlingshus, der åbnede i sommer.

Når man træder ind i det store kirkerum, er det ikke svært at se, man befinder sig på Vesterbro:

Du kan få cortado og en hjemmebagt bolle i folkehusets café. Den velrenommerede danske kunstner Tal R har stået for indretningen, der er holdt i træmaterialer og pastelfarver, mens al service er genbrugsstykker, der virker nøje kuraterede. I våbenhuset står klapvogne, løbehjul, rulleskøjter og barnevogne parkeret side om side.

Gentrificeringen lever altså også her i bedste velgående.

Med bævende underlæbe

I gennemsnit lægger 200 mennesker hver aften vejen forbi fællesspisningen, så oftest er hver eneste stol besat.

I aften er ingen undtagelse. Folk sidder tæt sammen ved de slanke langborde. Eller sidder og sidder. Faktisk rejser og sætter folk sig ved bordene i en hektisk strøm, mens fade med kikærter, æggekage, hjemmebagt rugbrød og pisket smør bliver båret ind. I loftet hænger tre massive cirkelformede lysekroner og sender varmt lys ud i alle retninger.

Da Absalon slog dørene op i august sidste år, stod de ansatte med bævende underlæber og ventede på, om der mon overhovedet ville dukke nogen op. Heldigvis er stedet blevet »kørt fuldstændig midt over af mennesker« fra første dag, og især fællesspisningen er populær, fortæller Kasper Find, der souschef i Absalon.

»Succesen skyldes, at spisningen kombinerer mange gode ting. Det er billigt og sjovt, og det er et hus med plads til alle. Vi tror på, at man lever mest, når man møder folk, så præmissen for huset er, at folk skal mødes. Også folk, som ikke kender hinanden. Her skal være rum til alle slags mennesker, og det er virkelig alle typer, der kommer til vores fællesspisning«, forklarer Kasper Find, hvis rolige stemmeføring får kamp til stregen af et lydsammensurium af klirrende bestik, børnelatter og forældre, der forsøger at få ørenlyd.

Foto: NISSEN MADS

Bestem selv

Ved et af bordene sidder studieveninderne Maia Ebsen og Cecilie Jessen på henholdsvis 25 og 27 år. Det er første gang, de er med til fællesspisning. Begge har prøvet andre folkekøkkener i København, men Absalon er »klart det bedste« indtil videre. Det skyldes især, at stemningen er afslappet, mener Cecilie.

»Når man ikke længere bor hjemme, kan man alligevel få den der lidt familieagtige oplevelse ved at spise her, og man kan samtidig sortere alt det irriterende fra. Det er ret befriende«.

»Ja, det her sted er fedt, fordi det er hjemligt uden at være anmassende. Man kan ligesom socialisere i det omfang, man gider«, supplerer Maia.

Både Cecilie og Maia slutter sig til fordommen om, at folkekøkkener kan være »enormt socialt trættende«. Men den opfattelse har de måttet nuancere efter et par møder med virkeligheden, for egentlig bestemmer man selv, hvor opsøgende man har lyst til at være, når man spiser med hos Absalon, og det er et stort plus.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man kan nøjes med at tale med sidemanden om kikærterne, uden det behøver at blive en større politisk diskussion «, lyder det fra Cecilie.

Kollektiv og privatliv i forening

I den anden ende af rummet sidder 45-årige Ari Zelenko. Han arbejder et par gadehjørner væk og er derfor en hyppig gæst ved fællesspisningen. Den appellerer til ham, fordi den forener »kollektivets fordele med privatlivets præmisser«.

Faktisk var det sin sag at komme over privatlivsbarrieren i begyndelsen, men når man først har vænnet sig til at tale med fremmede, mens man spiser, er der »utroligt meget« godt i vente, mener han: »Det er steder som det her, der kan redde samfundet fra at blive fuldstændig egoistisk. Der burde være tyve af den her slags offentlige rum«.

Du mener helt alvorligt, at fællesspisning kan redde samfundet?

»Nej, men derfor er det stadig enormt vigtigt, at man kommer hinanden ved. Der burde være tyve af de her slags offentlige rum, hvor mennesker kan mødes over mad. Det er usundt kun at møde folk fra sin egen snævre omgangskreds«.

Men hvis man kigger rundt her, så virker alle umiddelbart til at være fra den samme privilegerede middelklasse?

»Ja, det kan man sige. De, der kommer her, har jo alle sammen en lejlighed til 3 millioner og et godt job, så det er ikke for at spare, men for det sociale, at folk kommer«.

Foto: NISSEN MADS

Danskerne er ofte lidt for gode til at bygge nogle »meget, meget private« tilværelser op, hvor man sjældent møder mennesker, der er forskellige fra en selv, mener Ari Zelenko. Og det er ikke særlig konstruktivt.

Men ligger nøglen nødvendigvis gemt i at møde nogen, man ikke har meget til fælles med?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og taler folk, der ikke kender hinanden, reelt sammen under fællesspisningen?

Ja, hvis man spørger Ari Zelenko:

»Alt tyder på, at vi skal lære i højere grad at forstå og leve med hinanden i et samfund, der bliver mere og mere sammensat og polariseret, og det gør man bedst over mad og ved at mødes uformelt som her«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN