Der er ikke noget bedre, end når man får det, man har fået stillet i udsigt – og lidt til.
Sådan er det med Nørrebro-festivalen 48 Timer. Den lover musik, fest og kultur over hele Nørrebro i – wait for it – 48 timer, men faktisk giver den os 6 en halv time mere oven i hatten.
Festivalen bliver skudt i gang fredag eftermiddag kl. 14 med en stor åbningsfest på torvet i krydset mellem Jesper Brochmands Gade og Struenseegade. Den elektroniske popduo Kill J, indiepopbandet Shy Shy Shy og technoparret Kenton Slash Demon står for musikken til festen, som lukker kl. 22.
Samme aften kan du tage dit tøj af og lytte til colombiansk inspirerede toner fra bandet Trypical Cumbria et andet sted på Nørrebro. Ja, vi skrev ’tage dit tøj af’.
Det er nemlig badeanstalten Sjællandsgade Bad, som inviterer til fredagsfest, og derinde er det som bekendt en god idé ikke at have alt for mange lag på. Der er vand i badekarrene og musik i højttalerne fra kl. 16 og 7 timer frem. Det koster 80 kr. at være med.
Tissemand på mulepose
Du kan også bruge din fredag aften i Koncertkirken, som i dagens anledning bliver forvandlet til et surferparadis med bølgeskvulp og mågeskrig, palmetræer, grillmad og twangguitarer. For en halvtredser får du lov til at feste med.
Lørdag kan du starte dagen med at få et par fif til, hvordan du kan banke din kæreste i armlægning, når Københavns Armbrydere holder gratis workshop i Nørrebrohallen fra kl. 10. Du kan også gå ud på Den Røde Plads og male nogle forårsblomster, en tissemand eller noget helt tredje på en mulepose eller en T-shirt. Makershirt-workshoppen åbner kl. 11.
Kl. 17 kan du tage til uretfærdigt folkekøkken i Solidaritetshusets Baggård i Griffenfeldsgade. Det bliver noget med, at alle betaler det samme, men kun nogle får kød og den slags luksus, mens andre må nøjes med ris og bønner. Og hvorfor så det, tænker du måske. Jo, det er sådan set bare, fordi verden er et pisseuretfærdigt sted, hvor 85 rigmænd ejer det samme som verdens 3,5 milliarder fattigste.
Søndag, på festivalens sidste dag, kan du blandt andet tage på kunstvandring rundt på Nørrebro med podcastmagasinet Lydkunst. Kunstnerne Lilibeth Cuenca Rasmussen, Superflex og HuskMitNavn går med på turen, der starter ved busskuret ved Mimersgade kl. 14.30 og slutter 1 time senere.
Hvor du jo så meget passende kunne tage omkring afslutningsfesten for årets udgave af 48 Timer. Den foregår på Sankt Hans Torv fra kl. 15, og der er verdensmusik på programmet.
fortsæt med at læse





























