Tænk at have været der, da Marvin Gaye for første gang spillede verden anderledes med ’Inner City Blues’ fra ’What’s Going On’. Sådan kan man drømme. Tænk at have været der!
Men det føltes faktisk som et af den slags øjeblikke, da Gregory Porter-koncerten mandag aften under årets jazzfestival i København sluttede med, at Stevie Wonder kom på scenen og gav soulfaklen videre til den 42-årige sanger, der i sit udtryk blander jazz, soul og gospel helt efter sit eget hoved og hjerte.
What’s Going On? Ikke så lidt!
LÆS ANMELDELSE
Stevie Wonder hyldede klaphat i KoncerthusetDen sorte musikhistorie
Det handler om musik. Ja, en fantastisk musikoplevelse var det! Som tilmed fik Wonders velsignelse og blev skrevet ind i en arvefølge.
For det handler også om historie. Den sorte musikhistorie, som jazzmanden Gregory Porter med kometfart skriver sig ind i disse år – og som han som søn af en enlig mor og prædikant er sig meget bevidst. Der er et gospel, man kan tro på, og for de sorte amerikanere har det handlet lige så meget om at turde tro på jordiske som himmelske løfter.
Festivalchef om Wonder-visit: »Jeg var helt ærligt ved at besvime«Med sine instrumentale improvisation og sin forkærlighed for standardrepertoirets mange kærlighedssange betragtes jazz typisk som ret apolitisk i forhold til rock, folk og hiphop, hvor der ikke bliver sparet på de politiske paroler. Men man behøver ikke paroler for at være politisk. Det er nok bare at være musiker i en genre, der fra begyndelsen blev betragtet som negermusik.
En ny tid
»Jeg tror, protesten altid har været en del af jazzen – lige fra Louis Armstrong sang ’What Did I Do to Be So Black and Blue?’ til Nina Simone og Abbey Lincoln«, sagde Porter inden festivalen til Politiken: »Det har været en kvalitet ved mange jazzsangere, at de har taget politiske emner op. Der er så mange sange om lighed, selvrespekt og gensidig respekt i jazz«.
Selv lever han i en tidsalder, hvor præsidenten hedder Barack Obama og mange af tidens kraftigst funklende popstjerner fra Beyoncé til Kanye West repræsenterer sort musikkultur. Men fortiden er hverken død eller særlig dybt begravet.
LÆS INTERVIEW
Sangstjerne: »Vi oplevede et kors blive brændt i vores forhave«Da Gregory Porter voksede op i Californien i 1980’erne, blev familien udsat for grov racisme i et overvejende hvidt kvarter i Bakersfield. Så når han i ’1960 What’ synger om optøjerne i Detroit i 1967, er det en påmindelse og ikke et uforpligtende blik i bakspejlet.
Spredte varme
Fortidens politiske smerte og musikalske skønhed er hele tiden nærværende i sangene fra Gregory Porter, der tidligere i år blev tildelt en Grammy for årets bedste vokaljazzalbum. Fortiden er noget, man skal have respekt for. Fremtiden er noget, man skal kæmpe for.
Begge dele var smukt repræsenteret, da Gregory Porter for første gang besøgte Danmark og spredte varme og kærlighed til musikken, inden han fik overrakt soulstafetten af 64-årige Stevie Wonder. Hvert eneste moment i koncerten handlede i hver eneste gennemmusikalske fiber om soul. Om hvad det vil sige at være et menneske. Uanset hudfarve.
Anmelderne anbefaler deres favoritter på Copenhagen Jazz FestivalDerfor var det et Marvin Gaye-øjeblik i Koncerthuset.
Et øjeblik, hvor fortiden fandt sig selv igen i nutiden. Gregory Porter lever så at sige midt i en jazztid, når han konstaterer, at »jazz er musik om menneskelivet, om kærlighed og smerte, så det gælder om at tage fat på menneskelivet, uanset hvilke lav- og højdepunkter det rummer«.
fortsæt med at læse
