Som frugter hænger lynchede sorte kroppe under træerne med løkker om halsen i Billie Holidays jagende ’Strange Fruit’.
Sangen fra 1939 tjener stadig til inspiration for sangeren Gregory Porter, der selv har været offer for racisme og i disse år arbejder sig ind på titlen som jazzens mest efterspurgte mandlige stemme.
Elektronisk troldkarl og rost pianist runder festival af»Det er den største protestsang af alle for mig«, fortæller den 42-årige mand, der er stor som et hus og oprindelig troede, han skulle være professionel amerikansk fodboldspiller, over telefonen fra »et eller andet sted mellem Utrecht og Amsterdam«, som han siger.
Protesten
Gregory Porter er på en tilsyneladende uendelig turne, der tog sin begyndelse, da han i 2011 brød igennem med nummeret ’1960 What?’, der handler om de voldsomme uroligheder i Detroits gader i 1967, hvor 43 døde og 1.189 blev såret.
Det er dog ikke sådan, at han er protestsanger som sådan, og på scenen veksler han mellem ballader, optimistiske, soulede numre, swingende up-tempo melodier – og så de skarpe skud med politiske budskaber.
»Jeg tror, protesten altid har været en del af jazzen – lige fra Louis Armstrong sang ’What did I do to be so black and blue?’ til Nina Simone og Abbey Lincoln. Det har været en stor del af kvaliteten ved mange jazzsangere, at de har taget politiske emner op. Der er så mange sange om lighed, selvrespekt og gensidig respekt i jazz. Det er en del af grundpillen i genren. Og at se sig selv som jazzsanger og ikke berøre det overhovedet ... Altså, jeg ville ikke sige, det var forkert, men det ville være at undvige noget virkelig vigtigt«, forklarer Gregory Porter med en anspændt tone i sin ellers så bamsebløde røst.
Det med at skulle af med et vigtigt budskab har han med hjemmefra. Hans morfar, seks ud af syv onkler og både hans mor og far var prædikanter, og der blev ikke lagt skjul på, at familien gerne så ham bære faklen videre. Det var Porter dog noget tøvende over for.
»Men lo and behold! Der er noget i min musik, som er – altså ikke prædikende, for det kan være et negativt aspekt ved musik – men det har sådan en ’saml jer rundt om mig, og lad mig fortælle jer noget’- vibe«, ræsonnerer han.
Selvhenter: »Man kan godt tjene penge på avantgarde«Opvæksten i en stor søskendeflok hos en enlig mor, der prædikede i den lokale The Church of God & Christ i Bakersfield, Californien, gav både smag for store budskaber og en grundig musikalsk oplæring.
»Måske ville jeg have fundet min egen vej ind i musikken, men jeg kan helt sikkert sige, at tyve års kultivering af min stemme to-tre gange om ugen samt gudstjenester onsdag og fredag aftener helt sikkert har været en afgørende øvelse. Bare at lytte til min stemme, synge a cappella, synge med andre stemmer og ustemte klaverer ... Det var helt sikkert grundig træning«.
At synge om fred er også cool
I dag udgør gospelmusikken, den tidlige jazz og dens stærke politiske budskaber fundamentet i Gregory Porters karriere, og han oplever, at de grundlæggende værdier, der blev plantet i barndommen, giver resonans verden over, når han via jazzen tager fat på emner som klasseopdeling og racisme.
»Jazz er musik om menneskelivet, om kærlighed og smerte, så det gælder om at tage fat på menneskelivet, uanset hvilke lav- og højdepunkter det rummer. Der en hel bunke sange, som kun handler om glæde og kærlighed. Og det er skønt, det er skønt, men hvis der er mulighed for, at du kan sætte noget ind om lige rettigheder og fred og fairness, er det ret cool også«, siger Porter med modulation, så man kan fornemme prædikantslægtens arv.
Selv om den sorte sanger fra Bakersfield tager udgangspunkt i egne oplevelser og den amerikanske historie, når han skriver sine sange, oplever han, at publikum lige fra Japan til Ukraine sagtens kan forholde sig til en tekst som ’1960 What?’.
»Det var en helt særlig oplevelse, at de i Sydafrika virkelig nød den sang og forbandt den med deres egen historie. Det var virkelig specielt. Den slags sker. Når man skriver fra et personligt perspektiv, kan det blive universelt«.
Har du selv oplevet racisme og ulighed på et personligt plan?
»Ja, absolut. I min barndom var det noget, vi måtte håndtere. Min stærke mor var meget opmærksom på, at vi børn ikke skulle føle os underlegne i forhold til nogen som helst, og heller ikke føle os hævet over nogen. Vi fortjente respekt som alle andre. Men vi oplevede et kors blive brændt i vores forhave, og der var nogen, der urinerede i ølflasker og kastede dem gennem vores vinduer hver weekend«.
Jazzens stjerner væltede sig i stoffer og røgFordi I var sorte?
»Vi boede i et næsten helt hvidt område i Bakersfield. Det foregik i en periode på halvandet til to år, og det var meget svært, men det ødelagde ikke min samlede oplevelse af Bakersfield, hvor jeg havde gode venner, der var jazz i luften, og citrusfrugter dumpede ned fra træerne. Men det var noget, der foregik. Det har sikkert være en lille gruppe, der stod bag det, men det var helt sikkert en intens periode i min barndom, hvor min mor altid sagde »pas på«, når vi gik ud af huset. Og min bror blev skudt en aften på vej hjem fra arbejde, hvor der var nogle fyre på udkig efter at skade sorte mennesker. Det lyder som noget fra det dybe Syd i 1960’erne, men det her var i Californien i de tidlige 1980’ere«.
Man kan se det som en fejring
Broren overlevede, og Gregory Porter er i dag optaget i sin gamle skoles ’Hall of Fame’.
Men han er aldrig vendt tilbage til hjembyen for at optræde til den lokale jazzfestival.
Ikke fordi han bærer nag, og han er heller ikke drevet af vrede, når han synger en oprørsk sang som ’1960 What?’.
»Faktisk kan du vende det om og se den som en fejring af, hvor vi er nu. Kampen har været vanvittig, men hvem ville have troet i 1960’erne, at vi ville have en mand med navnet Barack Obama som præsident? Huuuh! Det turde man slet ikke tænke på«.
Musikredaktør: Jazzfestival peger på markante skred i musikkenI stedet for at opildne til kamp har Gregory Porter et mål om at udbrede gensidig respekt med sin musik og sine tekster.
»Man skal lade folk se ud, som de vil, tænke, som de vil, gøre, som de vil. Respektere, hvem de er. Jeg tror, det stammer fra mine oplevelser som barn med volden mod min familie. Jeg har et ønske om at bidrage til gensidig respekt. Det er min gyldne regel for livet«.
fortsæt med at læse
