Allerede inden jazzen blev født i en ufrugtbar køkkenhave i New Orleans, brugte kreative mennesker stoffer til at befri fantasien, dulme nerverne eller tage sig en ferie fra den påtrængende og lejlighedsvis alt for grå realitet.
De engelske romantiske digtere nøjedes ikke med portvin og mandelkager til festlige lejligheder.
For at hente styrke til langdigtet om ’The Ancient Mariner’ – det som Carl Barks parafraserer i den historie, hvor Anders And føler skæbnen true, thi med sin pil og bue, han skød en albatros – fyrede han op under bevidstheden med opium, og den franske supersymbolist Charles Baudelaire gik ej af vejen for en god pibe stærk tobak, når der skulle søges i det ukendte for at finde det ny.
LÆS OGSÅ Det gyldne horn og helvedeshullerne
Så da de første generationer af jazz-musikere i New Orleans kom i den rette stemning med en joint eller to, fortsatte de sådan set bare en lang tradition. Problemerne opstod, da man i begyndelsen af det tyvende århundrede gradvist vedtog en række love, som begrænsede og forbød euforiserende stoffer.
Herunder diverse former for røgvarer fra cannabis sativa, en fiberholdig vækst af natskyggefamilien, hvis stængler i mange civilisationer har været anvendt til fremstilling af reb og klæde, og hvis topskud og harpiks i mindst lige så mange tilfælde er blevet puttet i piben og røget af rekreative eller religiøse årsager.
Opiumvalmuen frøkapsel
Jazzens vel nok mest kendte solist overhovedet, Louis Armstrong, sagde engang, da han blev spurgt, om han havde stofproblemer:
»Ja, problemet er strisserne«. Satchmo røg livet igennem dagligt den fede for bedre at kunne holde det hele ud – i særdeleshed den skinbarlige racisme, selv han var udsat for.
I sin erindringsbog ’Min aske til de sorte’ fortæller den hvide klarinettist Mezz Mezzrow om udbredt stofbrug blandt jazzmusikere, og han selv er mere kendt for at være marihuana-pusher for Armstrong end for sin musik.
LÆS OGSÅ
Cannabis var imidlertid ikke det eneste stof, også det mere potente og vanedannende opium blev der konsumeret en del af.
Mange af jazzens tidlige udøvere var såkaldte ’hopheads’, hvilket intet har med hverken ur-rap eller meget humlede ølsorter at gøre, men refererer til opiumvalmuens frøkapsel, hvorfra den mælkeagtige substans, der i tørret form er råopium, udvindes.
Dope og jazz
Ægteskabet mellem dope og jazz kom imidlertid først for alvor i stand, da bebopmusikken fra midten af 1940’erne væltede den affable swing af banen med sit hæsblæsende tempo og sit brud på traditionelle akkordskemaer.
For denne genres vel nok mest betydelige skikkelse, altsaxofonisten Charlie Parker, kaldet Bird, var allerede i sine unge dage en dreven narkoman. Hans foretrukne stof var heroin, og mange af hans jævnaldrende begyndte også at tage dette ekstremt stærke og vanedannende opiat i håbet om, at det ville løfte deres musikalske formåen op på hans virtuose og nyskabende niveau.
Det skete naturligvis ikke, men til gengæld døjede en hel generation af jazzmusikere med alvorlige misbrugsproblemer og afledte effekter som kriminalitet og fængsling.
Således tenorsaxofonisten Dexter Gordon, som i første halvdel af 1950’erne tilbragte en rum tid bag tremmer, inden han gik i dansk eksil og var med til at etablere den danske jazz’ anden guldalder i Montmartre i St. Regnegade 19 A. Og hans instrumentkollega Stan Getz slæbte også rundt på en ordentlig heroin-abe i mange år, inden han flyttede til Lyngby.
Nomadetilværelse
Trompetisten Chet Baker med den smukke, bløde tone og det karakteristiske maskuline udseende var junkie det meste af sit voksne liv.
Efter sigende blev han introduceret til intravenøs brug af heroin af barytonsaxofonisten Gerry Mulligan, som han spillede sammen med i dennes berømte klaverløse kvartet i begyndelsen af 1950’erne.
Og hans stofafhængighed tvang ham til at leve en nomadetilværelse og sendte ham blandt andet til Italien, hvor narkotikalovgningen – som alt andet i landet – var mere loose, og var der ikke junk at få i Støvlelandet, kunne man altid smutte til Schweiz, hvor medikamentet Oxycodon, et opioid baseret på thebain, var tilgængeligt i håndkøb i tabletform.
Så købte Baker stort ind og pulveriserede derefter pillerne, inden han opløste dem i vand og skød dem ind i årerne. Men på grund af denne indtagelsesform var han i lange perioder nødt til at gå med badesandaler, fordi hans fødder var opsvulmede som følge af tilstoppede årer og andre følgevirkninger.
Baker blev aldrig afvænnet og fik et sørgeligt endeligt, da han ’faldt ud’ ad et vindue i Amsterdam og omkom efter mødet med fortovet.
Notorisk stiknarkoman
En anden notorisk stiknarkoman var altsaxofonisten Art Pepper, hvis misbrug endte med at sende ham i det berygtede fængsel San Quentin i flere ombæringer, og først ved hjælp af afvænningsprogrammet Synanon og senere metadonbehandling lykkedes det ham at få et ’Straight Life’, som titlen på hans rystende selvbiografi fra 1980 blev.
Og klavergeniet Bill Evans, manden, der definerede triospillet med først Scott LaFaro og Paul Motian og siden med Eddie Gomez i stedet for LaFaro, røg på tabslisten efter alt for mange stoffer.
Han blev introduceret – inden han kom med i Miles Davis’ gruppe i 1959 –til heroin af trommeslageren Philly Joe Jones, som pudsigt nok blev vippet ud af Miles Davis’ gruppe nogenlunde samtidig, fordi Davis var træt af hans sjusk på grund af stofferne.
KLIK PÅ NETVÆRKET
I slutningen af sin karriere skiftede Bill Evans til det mere fashionable kokain, som i løbet af 1970’erne vandt over heroinen som musikernes foretrukne stof. Men det gjorde ingen forskel til det bedre.
Og Bill Evans døde alt for tidligt, kun 51 år gammel, af talrige følgesygdomme af det langvarige misbrug: mavesår, leverbetændelse, ødelagt åndedræt og generel svækkelse af organismen. Hans livtag med stofferne er blevet kaldt for ’historiens længst varende selvmord’.
I et sundt legeme
En af de yngre musikere, som var lige ved at komme på listen over stofofre, er pianisten Brad Mehldau, som i sin tidlige karriere var meget begejstret for såvel kokain som heroin. Men takket være familie og venner blev han clean og er i dag sundhedsapostel, der dyrker yoga og drikker kildevand med citron.
Og heldigvis virker det, som om mange følger hans eksempel.
LÆS OGSÅ Musikredaktør: Jazzfestival peger på markante skred i musikken
Godt nok ryges der i musikerkredse stadigvæk – også her til lands – tjald i større mængder. Men sundhedsbølgen har også ramt jazzmusikernes cirkler, hvorfor gulerødder og friskpresset juice et langt stykke af vejen har erstattet sprut, smøger og stoffer.
Enkelte hårdkogte nostalgikere og mytomaner vil nok hævde, at det kan man sandelig godt høre – på den dårlige måde.
Andre – de fleste – vil mene, at en sund sjæl i et sundt legeme nu engang er det bedste. Også selv om man har Charlie Parker som musikalske ideal.
fortsæt med at læse
